- Jeg har forberedt mig på det hele mit liv, siger Trump inden højspændt møde med Kina

16x9
Trump mødes lørdag med Kinas præsident. Foto: Lukas Coch / Ritzau Scanpix

Mødet mellem Trump og Xi er på forhånd udråbt til G20-topmødets dramatiske højdepunkt. Nye tal viser, at Trump har de bedste kort på hånden.

Den amerikanske præsident havde netop afsluttet et videokald til udstationerede soldater, da han blev spurgt til sine forberedelser inden mødet med Kinas Xi Jinping.

- Jeg har forberedt mig på det hele mit liv, fortalte Donald Trump journalisterne, der var rejst med præsidenten til Mar-a-Lago henover Thanksgiving.   

- Jeg kender hver eneste ingrediens, hver eneste statistik. Jeg kender det bedre, end nogen anden kender det. Min mavefornemmelse har altid ret, sagde præsidenten.  

USA og Kina har været involveret i en eskalerende handelskrig siden i sommer. Washington indførte straftolde på kinesiske varer til en værdi af 250 milliarder dollars om året. Kina svarede igen med at indføre ekstra told på amerikanske varer til en værdi af 110 milliarder dollars.  

Lørdag aften sætter de to præsidenter sig ned til en forhandlingsmiddag under G20-topmødet. Det sker i skyggen af trusler fra amerikansk side om fra nytår at hæve toldsatserne på en række kinesiske varer fra 10 procent til 25 procent.

G20-mødet samler lederne af verdens 19 største økonomier og EU til en diskussion om frihandel, russisk aggression i Ukraine, fremtidens jobs, klima, skattely, fødevaresikkerhed og ligestilling.

Tilsammen repræsenterer de 80 procent af verdens handel og 65 procent af verdens befolkning.

Trumps økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, har sagt, at ansvaret for at ændre Trumps tankegang om samhandelen ligger hos Kina.

- Trump mener, hvad han siger, sagde Kudlow tirsdag og tilføjede, at det er USA, der går ind til forhandlingerne med de bedste kort på hånden.

- Vi er stærke. Det er de ikke. Fra et økonomisk standpunkt kan jeg godt lide den position, som vi er i.

Kina betaler den højeste pris i handelskrig, viser nye tal

Nye tal bakker – et stykke hen ad vejen – op om Trump-administrationens optimisme. Beregninger lavet af EconPol Europe indikerer, at det er kinesiske virksomheder og ikke amerikanske forbrugere, der bliver hårdest ramt i handelskrigen. Undersøgelsen – som Trump også har henvist til i interviews de seneste dage – viser, at den første begrænsede runde af øgede toldsatser øger prisen på de berørte kinesiske varer med gennemsnitligt 4.5 procent for den amerikanske forbruger. Mens kinesiske virksomheder rammes med et fald i indtægt på 20.5 procent.

Konklusionen er stadig, at begge lande taber på den korte bane i handelskrigen. Men Kina betaler den højeste pris.

Det er en del af bagtæppet for et møde, hvor Trump har sagt, at han vil tvinge Kina til at lave indrømmelser og ellers er fuldt ud parat til at rejse sig fra forhandlingsbordet og gå.

- Jeg tror, at vi enten kommer til at lave en aftale. Eller vi kommer til at tjene milliarder og milliarder af dollars om måneden i toldindtægter, og jeg er ok med begge de situationer, sagde præsident Trump til Washington Post.  

Et budskab, han gentog i en form for åbningssalut på Twitter kort før afgang til Argentina.  

15.000 fyret fra amerikansk bilgigant

Præsident Trump kommer dog også ind til mødet ovenpå nyheden om, at bilgiganten General Motors vil fyre 15.000 amerikanske medarbejdere. G.M. sagde tidligere i år, at Trump-administrationens beslutning om at indføre straftold på stål havde drevet deres forventede produktionspriser op med 700 milloner dollars. Det er langt fra hele grunden til fyringerne. Men det øgede presset på virksomheden. 

Det har givet politiske ar for en præsident, som lovede sine vælgere, at ikke en eneste bilfabrik ville lukke, så længe han var ved magten. Samtidig er de amerikanske markeder nervøse for, hvad en eskalation af handelskrigen med Kina kan betyde.

Det er ting, som Trump ikke kan ignorere. Der er af samme grund udbredt spekulation omkring, at Trump og Xi vil indgå en kortsigtet ’fredsaftale’ for at berolige markederne.

- Kina vil gerne lave en aftale. Hvis vi kan lave en aftale, så gør vi det, sagde Trump i sidste uge under sit ophold i Mar-a-Lago, hvor han også fremhævede sit "fantastiske forhold" med den kinesiske præsident.

- Jeg kan virkelig godt lide ham. Jeg tror, at han kan lide mig. Måske han kan lide mig lidt mindre nu, end han kunne, før vi begyndte at gøre, som vi gør, sagde Trump med henvisning til truslerne om flere straftolde på kinesiske varer.