Udland

Trump truer med at aflyse Putin-møde, mens Rusland truer med flere missiler

Konflikten optrappes mellem Ukraine og Rusland. Senest har det russiske forsvar oplyst, at de vil opsætte nye missilsystemer på Krim-halvøen.

USA's præsident, Donald Trump, truer med at aflyse sit planlagte møde med Ruslands Vladimir Putin ved det globale G20-topmøde senere i denne uge.

Årsagen er russernes angreb på tre ukrainske flådefartøjer søndag.

- Jeg bryder mig ikke om den aggression. Jeg vil på ingen måde have den slags aggression. Det er helt sikkert, siger Trump ifølge avisen The Washington Post.

Ved søndagens episode skød Rusland mod tre ukrainske skibe, da de forsøgte at sejle ind i Azovhavet via Kertjstrædet ved halvøen Krim. Skibene blev efterfølgende indfanget, og de 24 besætningsmedlemmer og deres flådefartøjer tilbageholdes nu af russerne.

Donald Trump fortæller til den amerikanske avis, at han modtager en fuld rapport om situationen tirsdag aften (amerikansk tid, red.), og at han derefter vil tage stilling til mødet med Putin.

- Det vil være meget afgørende. Måske vil jeg slet ikke have mødet. Vi må vente og se, afhængig af hvad der kommer frem i aften, siger Trump til The Washington Post.

Præsidenten tilføjer, at den russiske aggression er bekymrende for det amerikanske folk.

Kritiserer Tyskland og Europa

Donald Trump fortæller videre i interviewet, at heller ikke Europa bør affinde sig med den slags aggressioner fra russisk side.

Især retter han kritik mod Tyskland, som præsidenten også tidligere har kritiseret for ikke at bruge nok penge på sit forsvar og dermed sine forpligtelser i NATO-samarbejdet.

- De gør helt sikkert ikke nok. Tyskland, slet ikke. Mange af de lande gør ikke nok i forhold til NATO. De burde bruge mange flere penge, siger Trump.

Tidligere har amerikaneren desuden kritiseret tyskerne for at ville indgå en aftale med Rusland om en ny gasledning. Ifølge Trump sætter Tyskland derved sig selv i et afhængighedsforhold til russerne.

Tordnede mod Rusland i FN

Den nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, oplyser, at Donald Trump og Vladimir Putin blandt andet skal tale våbenkontrol og sikkerhedsproblemer, men han vil ikke forholde sig til, om Trump planlægger at tage aggressionen over for Ukraine op med den russiske præsident.

Bolton henviser til den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, der talte på vegne af Trump-administrationen, da hun ved et hasteindkaldt møde i FN's sikkerhedsråd mandag fordømte hændelsen.

- Dette er ikke en måde at opføre sig på for en lovlydig, civiliseret nation. At hindre Ukraines lovlige sejlads gennem Kertjstrædet er et brud på international lov. Det er en arrogant handling, som det internationale samfund må fordømme og ikke acceptere, lød det fra Nikki Haley under mødet.

FN’s politiske chef, Rosemary Dicarlo, udtrykte ligeledes stor bekymring over eskaleringen af spændingerne mellem Ukraine og Rusland.

NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, har på vegne af alle NATO-lande udtrykt fuld støtte til Ukraine.

Rusland: Ukraine brød international lov

Den russiske FN-viceambassadør, Dmitry Polyanskiy, forklarede under mødet, at tre ukrainske flådefartøjer ulovligt krydsede den russiske grænse med kurs mod Kertjstrædet.

- De reagerede ikke på russiske toldbåde og både fra Sortehavsflåden, som opfordrede dem til at bevæge sig normalt gennem Kertjstrædet. Som jeg sagde, var det en overtrædelse af FN-pagten og normerne for international lov, lød det fra den russiske repræsentant.

Ukraine hævder omvendt, at de havde givet Rusland besked om fartøjernes sejlads gennem strædet.

Krisen med russerne har fået Ukraine til at indføre 30 dages undtagelsestilstand. Som modsvar vil Rusland snart opsætte nye missilsystemer på Krim-halvøen, oplyser det russiske forsvarsministerium onsdag ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.