Dansker anklaget for drab på kone og datter i Nigeria – nye beviser fremlagt

I retten kom det blandt andet frem, at kvinden kæmpede mod sin gerningsmand, og at danskerens dna er fundet under hendes negle.

Tirsdag blev drabssagen mod en 53-årig dansk mand i Nigeria genoptaget ved en domstol i storbyen Lagos.

Danskeren er anklaget for at have dræbt sin kone og parrets fireårige datter, men nægter sig skyldig.

Ved tirsdagens retsmøde fremlagde en retsmediciner sine konklusioner. Resultaterne viser, at kvinden og datteren døde som følge af omfattende hovedskader og kvælning, og at skaderne ikke var selvpåførte.

Ifølge lægen John Obafunwa viste obduktionen af konen, at hun døde, da hun fik lukket for ilttilførslen gennem næse og mund. Det skriver mediet Vanguard.

Hun havde også mærker flere steder på sit hoved, som stammer fra stump vold, der ikke var kraftig nok til at føre til brud på kraniet, forklarede lægen.

Ifølge Vanguard blev der under tirsdagens retsmøde vist billeder og videooptagelser fra de retsmedicinske undersøgelser, som skulle dokumentere skaderne på kvindens lig.

Det er lægens vurdering, at skaderne ikke kan stamme fra et fald.

- Mærkerne fra stump vold var rundt om på hovedet, over det hele, ikke bare på den ene side som ved et fald, forklarede John Obafunwa.

Dna fundet under negle

Ekspertvidnet fortalte i retten, at beviserne indikerer, at kvinden brugte sine hænder og negle til at kæmpe imod og forsøge at frigøre sig fra gerningsmandens greb.

Der er fundet dna fra to personer under hendes negle, henholdsvis hendes eget og fra en mand, der stemmer overens med den 53-årige dansker.

Obduktionerne har vist, at dødsårsagen for datteren var tilsvarende moderens. Undersøgelserne har dog indikeret, at slagskaderne på pigen var mere alvorlige end på moderen.

Obduktionerne blev udført 10. april, fem dage efter de blev dræbt.

Dansker anklager offerets stedfar

Den 53-årige dansker blev anholdt i april og sigtet for at have dræbt konen og datteren i deres lejlighed i Ikoyi i Lagos i Nigeria.

Han har hele tiden nægtet sig skyldig. Da sagen mod ham blev indledt i oktober, forklarede han, at det var konens stedfar, der stod bag drabet.

- Vi havde betalt for det hus, han og hans familie boede i, og de myrdede min kone og min datter, fordi de var blevet bedt om at forlade huset, da vi skulle bruge ejendommen, fortalte danskeren.

Danskerens forsvarer sagde i retten, at kvindens stedfar på dagen for drabet var taget til den ejendom, hvor danskeren og hans familie boede. Samtidig forklarede forsvareren, at stedfaren og flere andre familiemedlemmer var fanget på overvågningskameraer i ejendommen den efterfølgende dag, hvor de kom for at fjerne et pengeskab, der tilhørte kvinden.

Det afviste kvindens stedfar, der også afviste, at hans steddatter og hendes danske mand skulle have betalt for familiens bolig.

Ingen tegn på forgiftning

Under retsmødet i oktober kom det frem, at anklagemyndigheden mener, at den 53-årige dansker forsøgte at få det til at se ud, som om hans kone og datter var blevet kvalt som følge af et gaslæk.

Anklagemyndigheden har tidligere forklaret, at de mener, danskeren bankede sin kones hoved flere gange mod en væg. Retsmedicinerens konklusioner bekræfter, at kvinden havde hovedskader, men ikke hvordan de er fremkommet.

Til gengæld udelukker lægen forgiftning som en mulig dødsårsag.

- Resultatet af toksikologien afslørede ikke noget – ingen kemikalier, alkohol eller noget andet blev fundet i hendes systemer, forklarede John Obafunwa ifølge Vanguard.

Retssagen mod danskeren fortsætter onsdag ved domstolen i Lagos. Det har tidligere været fremme, at danskeren risikerer dødsstraf, hvis han dømmes skyldig.

___

Rettelse: Tidligere fremgik det af denne artikel, at retsmedicinerens konklusioner underbyggede, at den danske mand skulle have banket sin kones hoved mod en væg. Dette er ikke korrekt. Retsmedicineren konkluderer alene, at kvinden havde hovedskader, ikke hvordan de er fremkommet.