Udland

Tusk bekræfter brexit-møde søndag - 'ingen har grund til at være glade'

Striden om Gibraltar ser for nu ud til at være løst.

Efter timelange forhandlinger er en aftale faldet på plads mellem EU's forhandlere og Spaniens regering i spørgsmålet om Gibraltars fremtid. 

På det sociale medie Twitter bekræfter EU-præsident Donald Tusk, at alle EU-ledere vil mødes søndag.

Der ventes en færdig aftale om brexit at kunne godkendes på et ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles.

"Ingen har grund til at være glade"

Tidligere erklærede den spanske premierminister, Pedro Sánchez, at Spanien ville nedlægge veto mod aftalen, hvis ikke Gibraltars fremtid blev afklaret. Men lørdag siger han på et pressemøde, at Spanien vil stemme for brexit-aftalen. 

- Jeg har netop fortalt Spaniens konge, at vi er nået frem til en aftale om Gibraltar, lød det på pressemødet.

Dermed ser spørgsmålet om Gibraltar, som er en britisk territorium i det sydlige Spanien, altså ud til at være løst.

På Twitter skriver Donald Tusk:

- Jeg anbefaler, at vi på søndag godkender udfaldet af brexit-forhandlingerne. Ingen har grund til at være glade.

Han fortsætter dog med at konstatere, at de 27 øvrige EU-lande har været solidariske og forenede under forhandlingerne med Storbritannien om at forlade unionen.

Også problemer med Nordirland

Ud over spansk modstand i EU siger Mays støtteparti hjemme i Storbritannien lørdag, at de foretrækker en anden regering frem for aftalen.

I et interview med avisen The Times siger lederen af det nordirske parti DUP, Arlene Foster, at Mays aftale er værre for Storbritannien end en regering ledet af oppositionen.

Foster fortsætter med at advare May om, at DUP-medlemmerne ikke nødvendigvis vil redde May i tilfælde af en afstemning om mistillid.

DUP's støtte kan vise sig vital for Mays regering. Den hviler på et snævert flertal baseret på hendes eget konservative parti og de ti medlemmer fra DUP.