Udland

Skudt med pile på isoleret ø - dagbog afslører dræbt amerikaners plan

Den amerikanske missionær John Allen Chau, der blev dræbt af et stammefolk på Andamanerne, førte dagbog til det sidste. Her er hans sidste ord.

Første gang ankom den unge mand til øen i en kajak.

Jeg elsker jer, Jesus elsker jer

John Allen Chau, missionær

Han havde Bibelen om bord, for målet var at fjerne Satan fra denne gudsforladte ø, hvor primitive indfødte løb halvnøgne rundt i solen.

Manden forsøgte at lokke de vantro frem ved at tilbyde dem sikkerhedsnåle, fisk og salmer.

- Mit navn er John. Jeg elsker jer, Jesus elsker jer, råbte han.

Men øens indfødte var ikke klar til at tage imod Gud, og kort efter skød en indfødt teenager en pil efter manden i kajakken.

Den gennemborede hans vandtætte bibel.

Mandens navn var John Allen Chau, en 27-årig evangelikal kristen missionær på et livsfarligt eventyr i øgruppen Andamanerne langt ude i Det Indiske Ocean.

Pilen fra den indfødte slog ikke John Allen Chau ihjel, men den var en advarsel om, at de hellere ville sende den unge mand op til Sankt Peter end høre evangeliet.

En efterladt dagbog fortæller, hvordan det gik John Allen Chau, indtil den dag, de indfødte slog ham ihjel. De ovenstående oplysninger stammer derfra.

Uddrag af dagbogen er blevet offentliggjort af Washington Post, der har fået lov til at læse notaterne af John Allen Chaus mor.

- Herre, er denne ø Satans sidste bastion, hvor ingen har hørt eller bare haft chancen for at høre dit navn, skrev han i dagbogen, kort før han blev dræbt.

En ungdomsdrøm om eventyr

John Allen Chau skrev dagbogen i hånden, og han efterlod 13 sider hos de fiskere, han havde betalt for at sejle ud til den afsides ø North Sentinel Island.

Jeg tænker, at det er værd at forkynde Jesus for disse mennesker

John Allen Chau, missionær

I 2018 er det svært at finde mennesker, der hverken har hørt om Coca Cola, mobiltelefoner eller Donald Trump, men hvis man ønsker at finde nogen, er North Sentinel Island et godt sted at lede.

Menneskene på øen er kendt som sentinelesere, og de er et af verdens mest isolerede folkefærd. Øen hører til Indien, og landets love forbyder fremmede at komme nærmere end fem sømil fra kysten.

Men John Allen Chau var lidt af en eventyrer, og han brød de indiske love i, hvad han mente var en god sags tjeneste.

Den unge mand var opvokset i byen Vancouver i den amerikanske delstat Washington, og han blev allerede draget mod fjerne øer i folkeskolen efter at have læst Robinson Crusoe.

Det fortalte han for nogle år siden til hjemmesiden The Outbound Collective, der beskæftiger sig med vildmarksliv.

Sammen med sin bror malede han sit ansigt med blåbærsaft og legede med spyd og buer i baghaven, fortalte han dengang.

Mens han gik på universitetet, kom han i kontakt med organisationen Covenant Journey, der arrangerer religiøse studierejser til Israel.

I synes nok, at jeg er skør

John Allen Chau, missionær

Organisationen åbnede John Allen Chaus øjne for Gud og sørgede for, at han kom til såvel Israel som Sydafrika.

- John elskede mennesker, og han elskede Jesus. Han var villig til at give sit liv for at dele Jesus med folkene på North Sentinel Island, siger Mat Staver, der er formand for Covenant Journey.

- Lige siden gymnasiet har John ønsket at rejse til North Sentinel Island for at dele Jesus med de indfødte, siger Mat Staver.

Det folk, som den unge missionær ville omvende, har boet isoleret på deres ø i Det Indiske Ocean meget, meget længe.

Ifølge et studie fra 2011 kan de indfødte have boet i området i 60.000 år.

Rygter om kannibalisme

Engang var der fem stammefolk på øerne - fire af dem har haft kontakt med omverdenen, men det er ikke gået så godt.

Den første stamme, der uddøde, var Jangil-stammen. Den forsvandt i 1800-tallet, formentlig på grund af sygdom.

Onge-stammen tæller i dag omkring 100 mennesker, der bor i et reservat og har en af de dårligste fertilitetsrater på planeten.

Jarawa-stammen tæller i dag et sted mellem 200 og 400 mennesker, men stammen har siden 1970'erne været truet af skovhugst og sygdomme - blandt andet mæslinger.

Og Storandamaner-stammen, der engang talte op mod 700 hoveder, er i dag reduceret til lidt over 30.

Hvor mange sjæle missionæren John Allen Chau kunne have omvendt til kristendommen på North Sentinel Island, er en smule usikkert.

Jeg giver Gud æren for alt, hvad der sker

John Allen Chau, missionær

Ved den seneste folketælling i Indien i 2011 lød tallet på cirka 15, men tallet er usikkert - der er dog næppe flere end 100 tilbage.

Det er til gengæld sikkert, at sentineleserne ikke ønsker kontakt med omverdenen.

Et forsøg på at kontakte dem i 1974 endte med, at sentineleserne overdængede en båd med videnskabsfolk med pile.

Og i 2006 slog de to mænd ihjel, der faldt i søvn i en fiskerbåd og drev i land på øen.

Også dengang trak de indfødtes angreb overskrifter i verdenspressen, for eksempel i avisen The Telegraph, der kunne berette, at rygter om, at sentineleserne havde spist de døde fiskere, var forkerte.

Og John Allen Chau vidste godt, at han var på en farlig og forbudt mission.

Missionæren bliver såret

Hans dagbog viser, at han forsøgte at undgå de indiske myndigheder, der af og til patruljerer farvandet omkring North Sentinel Island.

- Gud selv skjulte os fra kystvagten og mange patruljer, skrev han i dagbogen.

Missionæren fik hjælp af en gruppe fiskere, der ankrede op cirka 500 meter fra kysten, hvorefter han sejlede det sidste stykke i en kajak, oplyser Dependra Pathak fra det lokale politi til CNN.

Han forsøgte at kommunikere med sentineleserne og beskrev deres sprog i sin dagbog.

- En masse højfrekvente lyde og fagter, skrev han.

Men de indfødte ville altså helst kommunikere med våben.

Og selvom der blev sendt pile efter ham, var John Allen Chau så ivrig efter at omvende dem til kristendommen, at han blev ved.

- Han kom tilbage med sår efter pile. 16. november ødelagde stammefolkene hans kajak, så han svømmede tilbage til båden, siger Dependra Pathak.

Den voldelige modtagelse skræmte ham.

- Jeg er bange, skrev han i sin dagbog.

- At se den smukke solnedgang, græde en smule og undre mig over, om det bliver den sidste solnedgang, jeg ser, skrev han.

Hans sidste ord til familien lød:

- I synes nok, at jeg er skør, men jeg tænker, at det er værd at forkynde Jesus for disse mennesker.

- Gud, jeg ønsker ikke at dø.

Myrdet i strandkanten

Lørdag 17. november viste John Allen Chaus bønner sig at være forgæves.

Fiskerne, der skulle sejle ham tilbage til civilisationen, så drabet.

Ifølge Mat Staver fra Covenant Journey blev missionæren gennemboret af pile, men fortsatte med at gå.

Stammefolkene placerede et reb om hans hals og trak liget langs kysten, inden de begravede det.

Offeret havde tilgivet dem på forhånd.

- Jeg tror, at jeg vil være mere nyttig i live... Men til dig, Gud, giver jeg æren for alt, hvad der sker, skrev John Allen Chau i dagbogen, og så bad han Gud om at tilgive "enhver af menneskene på denne ø, der forsøger at dræbe mig. Især, hvis de har held med det".

Hans lig ligger stadig på øen.

Hvis myndighederne går i land på øen, er der risiko for at smitte de indfødte med sygdomme.

Da deres immunforsvar ikke er modstandsdygtigt over for vores bakterier og vira, risikerer stammens børn at stå uden en fremtid, hvis det sker.