Udland

Putin mister sin anden spionchef på få år - død af alvorlig sygdom

Igor Valentinovich Korobov hos Ruslands præsident, Vladimir Putin, den 28. juni 2017.

Igor Valentinovich Korobov var chef for den militære efterretningstjeneste GRU, der har flere mislykkede operationer på samvittigheden det seneste år.

Er gennemsnitslevealderen for russiske spionchefer højere eller lavere end gennemsnittet for andre mænd?

Indtil for få år siden så statistikken fornuftig ud, men siden da er det gået i den forkerte retning.

Den seneste udvikling kom onsdag aften, hvor nyhedsbureauet TASS meddelte, at generaloberst Igor Korobov var død efter en "langvarig og alvorlig sygdom".

Han var chef for den militære efterretningstjeneste kendt som GRU og blev 62 år.

- Mindet om en vidunderlig person, en sand søn af Rusland, en af fædrelandets patrioter, generaloberst Igor Valentinovich Korobov vil for evigt være i vore hjerter. Vi kondolerer overfor hans familie og venner, lyder det i en udtalelse fra Ruslands forsvarsministerium.

Igor Korobov den 25. august 2017.

Igor Korobov var også chef for de russiske agenter, der næsten kostede den afhoppede spion Sergej Skripal og hans datter Julia livet i den britiske by Salisbury 4. marts i år.

Agenterne forgiftede dem med nervegiften Novitjok, men affæren udviklede sig nok ikke helt, som russerne havde regnet med. 

Uheld på uheld

Mordforsøget slog fejl, og i september kunne det undersøgende medie Bellingcat offentliggøre, at de to snigmordere var officerer i GRU.

Afsløringen var blandt andet mulig, fordi numrene på agenternes pas lå meget tæt på hinanden.

Alle pas har et nummer, og disse pas var udstedt lige efter hinanden.

De to russiske agenter i Salisbury rejste under navnene Alexander Petrov og Ruslan Boshirov. I virkeligheden hedder de Anatoliy Chepiga og Alexander Mishkin.
Sergej Skripal under hans tid i den russiske efterretningstjeneste.

At snigmordere fra en af verdens mest berygtede sikkerhedstjenester kan afsløres ud fra noget så simpelt, var det nok de færreste, som havde forudset.

For der var mange flere russiske agenter med pas i nummerorden - men ikke nok med det.

Jeg har tillid til jeres professionalisme

Vladimir Putin, ved GRU's 100 års jubilæum

Agenterne havde også deres biler registreret hos GRU's hovedkvarter. 

Og de var ikke de eneste.

Da oplysninger om køretøjer er offentligt tilgængelige i Rusland, kunne Bellingcat give os navnene på 305 personer, der kørte i biler fra GRU.

Efteråret 2018 har i det hele taget været rigtig træls for efterretningstjenesten og dens chef, generaloberst Igor Korobov.

Dette pas tilhører en kendt russisk spion, pasnummeret hos de to agenter, der mistænkes i Skripal-sagen, ligger tæt op af nummeret på spionens pas.

I oktober kunne myndighederne i Holland nemlig afsløre, at fire udenlandske agenter havde forsøgt at hacke sig ind hos Organisationen for forbud mod kemiske våben (OPCW) i Haag.

Katastrofen i Holland

Agenterne placerede ifølge de hollandske myndigheder en bil fyldt med elektronisk udstyr i parkeringskælderen i et hotel ved OPCW i et forsøg på at hacke organisationens computersystem.

Da de blev anholdt, fandt politiet en kvittering fra en russisk taxa.

Den 4. oktober anholdt de hollandske myndigheder en gruppe af GRU's spioner i Haag. Billedet her er fra anholdelsen.
De russiske agenter forsøgte at smadre deres telefoner, da de blev fanget, men det lykkedes ikke helt.

Kvitteringen viste, at en eller flere af agenterne var blevet kørt til Moskvas lufthavn, og at de var blevet samlet op ved GRU's hovedkvarter.

På agenternes computere fandt de hollandske myndigheder fortrolige emails fra den amerikanske valgkamp i 2016. 

Data viste også, at de havde forsøgt at hacke efterforskningen af angrebet på passagerflyet MH17, der blev skudt ned over Ukraine af et russisk missil i 2014.

Der var endda beviser for, at russerne havde hacket De Olympiske Lege i Brasilien og fået adgang til atleternes dopingtests. 

Syv af GRU's agenter, der er afterlyst for at hacke dopingkontrollen ved OL i Rio i 2016.

Agenterne bag det olympiske hack er nu efterlyst af FBI.

Selv om generaloberst Igor Korobov var højt på strå i GRU, hedder chefen for hele Rusland stadig Vladimir Putin.

Hvad synes Putin?

Hvad præsidenten helt privat synes om det trælse efterår for GRU, ved vi ikke, men han var med til at fejre efterretningstjenestens 100-årsjubilæum fredag 2. november.

- Jeg har tillid til jeres professionalisme, mod og beslutsomhed, sagde præsidenten til en forsamling af GRU-officerer i Moskva.

Vladimir Putin taler ved efterretningstjenestens 100 års jubilæum.
Chefen for efterretningstjenesten deltog ikke i 100-års jubilæet den 2. november. Vladimir Putin ses midt i billedet.

En af de officerer, der ikke deltog i festen, var generaloberst Igor Korobov.

Hverken efterretningstjenesten eller Vladimir Putin har oplyst hvorfor, men det er muligt, at Vladimir Putin netop havde mistet tilliden til Igor Korobovs professionalisme, mod og beslutsomhed.

Det mener en af de journalister, der var med til at afsløre snigmorderne i Salisbury.

Han hedder Sergej Kanev og har kilder hos efterretningstjenesten.

I oktober kunne han fortælle magsinet Der Spiegel, at Vladimir Putin ifølge hans oplysninger havde indkaldt generaloberst Igor Korobov til en skideballe.

Skideballen blev afleveret i midten af september måned - inden hændelsen med GRU-agenterne i Holland havde fundet sted.

Her skal præsidenten have talt med store bogstaver - hvis vi altså tør stole på Sergej Kanevs kilder.

- Hvorfor bar I ikke også Budenovka-hatte, spurgte Vladimir Putin ifølge Sergej Kanevs kilde.

Budenovka-hatten blev brugt af bolsjevikkerne under Den Russiske Borgerkrig fra 1917 til 1922.

Desuden kritiserede præsidenten den "dybe inkompetence" og "uendelige tankeløshed" hos GRU.

Efter skideballen fik spionchefen ifølge Sergej Kanevs kilde et nervøst sammenbrud i sit hjem.

Nu er han så død efter "langvaring og alvorlig sygdom".

Chefen "arbejdede sig ihjel"

Det var Ruslands forsvarsministerium, der kom med nyheden om dødsfaldet.

Her blev Igor Korobov hyldet som en dygtig efterretningschef, der så sent som sidste år modtog den russiske stats højeste æresbevisning, nemlig en guldstjerne til uniformen med den tilhørende titel af "Ruslands Helt".

Guldstjernen der følger med titlen som

For Igor Korobov havde faktisk en imponerende karriere bag sig.

Han var uddannet jagerpilot under Den Kolde Krig mellem 1973 og 1977, hvor han ifølge den russiske militærblogger BMPD fløj missioner over en stor del af Sovjetunionen.

I 1981 blev han udvalgt til en uddannelse i efterretningstjenesten.

Han bestod sin uddannelse i 1985 og steg i graderne gennem årene.

I 2016 blev han udnævnt til chef for GRU efter et pludseligt dødsfald.

Og det er ikke første gang, at chefen for GRU dør en pludselig død i Vladimir Putins Rusland.

En af årsagerne til hans død var udmattelse

Russisk efterretningskilde

Hvad det præcis var for en sygdom, der tog livet af den 62-årige Igor Korobov, er ikke oplyst af myndighederne. Men da hans forgænger Igor Sergun døde 3. januar 2016, oplyste myndighederne, at dødsårsagen var et hjertestop.

Efterfølgende kunne russiske medier citere "kilder med kendskab til situationen" for, at Igor Sergun døde af udmattelse.

Igor Sergun i Moskva i 2014.

Han arbejdede sig simpelthen ihjel - altså i den russiske version af historien.

- En af årsagerne til hans død var udmattelse: overarbejde og for lidt søvn, citeres en "kilde med kendskab til situationen" for at sige til mediet Life News

Udmattelsen havde ifølge kilden medført, af spionchefens hjerte holdt op med at slå, mens han opholdt sig i et feriehus i Podolsk-regionen lidt uden for Moskva.

Han blev 58 år.

Den amerikanske efterretningsvirksomhed Stratfor har en anden udlægning af historien.

Et usundt job

Ifølge Stratfor døde spionchefen muligvis allerede nytårsdag i Libanon.

Hvad han foretog sig der - hvis oplysningerne er korrekte - ved vi ikke, men den libanesiske avis al-Akhbar skrev, at Igor Sergun deltog i en større efterretningsoperation, hvor flere arabiske og mellemøstlige efterretningstjenester deltog.

Hvad han døde af oplyses heller ikke, men ifølge avisens kilder kunne noget tyde på, at han blev myrdet.

Dødsfaldet blev beklaget af Vladimir Putin, der kaldte spionchefen for en "erfaren og kompetent leder. En mand af stort mod, en sand patriot respekteret for sin professionalisme, karakterstyrke, ærlighed og integritet." 

Uanset dødsårsagen bringer Igor Serguns og Igor Korobovs dødsfald gennemsnitslevealderen på spionchefer i Rusland et godt stykke ned under gennemsnittet, der er lidt over 66 år for mænd i Rusland.

Men selvfølgelig er der ikke spionchefer nok i Rusland til, at man kan føre en meningsfyldt statistik over den slags.

Ruslands forsvarsminister Sergej Shoigu (t.v.) og Igor Korobov.

De to afdøde chefers forgænger - altså manden, der var spionchef fra 2009 til 2011 - slap for eksempel fra jobbet med livet i behold.

Navnet på ham er Alexander Shlyakhturov.

Han måtte forlade jobbet som 64-årig, "da han var blevet for gammel", skrev det russiske statsmedie Sputnik News.

Alexander Shlyakhturov er 71 år i dag, og så vidt vi ved, er han stadig i live.

Den nyligt afdøde spionchef, generaloberst Igor Korobov, efterlader sig en hustru og to døtre.