Udland

Rigmanden, Minimerkel og den unge udfordrer - her er de kandidater, der kan afløse Merkel

Tysklands største parti skal vælge ny formand. Spørgsmålet er, om partiet ønsker et åbent brud med Merkel-tiden eller ej, mener korrespondent.

Det er en magtfuld post, der er på højkant, når de tyske konservative i CDU i begyndelsen af december skal vælge ny formand.

Vinderen kommer til at lede det største parti i et af Europas største lande. Og der er en vis sandsynlighed for, at vedkommende også vil afløse Angela Merkel som tysk kansler og Europas mest magtfulde politiker.

Det er uforudsigeligt, hvem det bliver. For første gang siden 1971 er der kampvalg i CDU. Tre kandidater kæmper om posten. 

CDU har i løbet af den sidste uge afholdt de første to ud af en række debatarrangementer, hvor de tre konkurrenter skal vise deres værd. Tonen har været civiliseret. Ingen af dem har gjort beskidte udfald mod hinanden. Og de har vist sig at være enige om mange ting.

Men der er ingen tvivl om, at der er store forskelle på de tre. Ikke mindst på deres forhold til Angela Merkel. Her kan du læse om hver enkelt:

Rigmanden

Friedrich Merz er en af de to favoritter til at vinde formandsposten. De seneste år har han ikke arbejdet i det politiske system, men i det private erhvervsliv. Her har han blandt andet ledet den tyske afdeling af den gigantiske amerikanske kapitalforvalter Blackrock.

Det har han tjent mange penge på. Han har modvilligt afsløret overfor avisen Bild, at han tjener omkring en million euro om året – altså cirka 7,5 millioner kroner.

Hans velstand kan gå hen og blive hans største politiske problem. Afstanden mellem rig og fattig er voksende i Tyskland, hvor timelønnen for ufaglært arbejde kan være så lav som 66 kroner.

Den pressekonference, hvor Friedrich Merz meldte sit kandidatur til formandsposten i CDU, var meget velbesøgt.

Han gjorde det ikke bedre, da han sagde til Bild, at han opfatter sig selv som tilhørende den højere middelklasse. Det fik andre til at beskylde ham for at have mistet grebet om de barske realiteter i det tyske samfund. Så mange penge har middelklassen ikke.

Selv mener han, at det at tilhøre ”den bedrestillede" middelklasse ikke kun handler om penge, men også om værdier som "hårdt arbejde, disciplin, anstændighed, respekt og den indsigt, at man skal give noget tilbage til samfundet".

Som rigmand med to privatfly står han i skarp kontrast til Merkel, der gennem sine 13 år som kansler har været kendt som en nøjsom person. 

En, der ikke bruger mange penge på hverken nyt tøj eller ekstravagante ferier. Hun og hendes mand har en tradition for at tage på vandreferie i Sydtyrol. Og det beskedne image er populært hos de tyske vælgere.

Politisk har Friedrich Merz profileret sig på at fokusere på lov og orden samt en stram flygtninge- og indvandrerpolitik.

Hans forhold til Angela Merkel er anstrengt. Hun vandt et magtopgør mellem de to, da hun i 2002 tvang ham af posten som gruppeformand i forbundsdagen. Det er han efter sigende aldrig kommet sig over. Han har dog ikke gjort kritik af Merkel til en del af sin kampagne for at vinde lederposten i CDU.

- Det er sikkert, fordi han er klar over, at hun stadig har mange tilhængere i partiet, og at stemningen i partiet nok er for et opbrud, men ikke nogen revolution hvor alt, hvad Merkel stod for, skal kastes over bord, siger TV 2’s korrespondent i Tyskland, Uffe Dreesen.

Friedrich Merz og Angela Merkel i 2001 - året før hun tvang ham fra posten som gruppeformand.

Merkels yndling

Den anden favorit er den tidligere ministerpræsident i den lille delstat, Saarland, Annegret Kramp-Karrenbauer - også kendt som AKK eller simpelthen mini-Merkel. Hun er Merkels yndling, og tidligere på året forlod hun sin post i delstaten for at indtage posten som generalsekretær i CDU med Merkels opbakning.

Og det at være tæt på Merkel er ikke kun en fordel – det er også en udfordring, forklarer Uffe Dreesen.

- Annegret Kramp-Karrenbauer forsøger sig med en lidt vanskelige balancegang. På den ene side ønsker hun ikke at støde Merkel-tilhængerne fra sig. På den anden side skal hun også sørge for at markere, at hun ikke bare er en Merkel-klon eller en Merkel nummer to. Og det er er hun allerede begyndt på med krav om, at kriminelle asylansøgere hurtigere skal sendes hjem og ved at lægge afstand til homoseksuelles mulighed for at indgå ægteskab. Det har bragt hende på kollisionskurs med rivalen, Jens Spahn, siger han.

Annegret Kramp-Karrenbauer er den af de tre kandidater, der har det bedste forhold til Merkel.

Kramp-Karrenbauer står lige som Angela Merkel for en mere midtsøgende linje end sine to konkurrenter til formandsposten, der begge er mere klassisk konservative. Hun har blandt andet kaldt fattigdommen i Tyskland for "en social bombe" og opfordret til mere lighed.

I modsætning til Merz kommer hun direkte fra en karriere som toppolitiker i CDU. Og det er den erfaring, der gør hende til det stærkeste kort, mener hun selv.

- Når det kommer til stykket, så er det, der betyder noget, om man kan vinde valg eller ej. Og helt ærligt så har jeg klaret mig gennem mange valg og meget modstand, siger hun til ZDF.

Talegaver er ikke alene nok, mener hun.

- Selvom man er meget retorisk begavet, handler det i sidste ende om, hvorvidt man kan fremvise resultater, siger hun.

Den unge udfordrer

Tysklands 38-årige sundhedsminister, Jens Spahn, har også meldt sit kandidatur til formandsposten. Han er den af de tre kandidater, der menes at have de dårligste vinderchancer.

Samtidig er han den af de tre, der mest direkte kritiserer Merkel. Han har blandt andet profileret sig på at kritisere hendes åbne flygtningepolitik i 2015.

Jens Spahn lever åbent i et homoseksuelt forhold, selvom han er katolik og dermed tilhører en kirke, som er imod homoseksuelle forhold. Han giftede sig med sin mand få måneder efter, at homoægteskaber blev tilladt i Tyskland.

Jens Spahn har været sundhedsminister i Tyskland siden marts

Selvom han opfattes som en ung, fremadstormende stjerne på CDU’s højrefløj, kunne han godt have brugt mere tid til at blive klar til formandsopgøret, vurderer Uffe Dreesen.

- Jens Spahn var tidligt ude med kritik af Angela Merkels flygtningepolitik, og han har helt klart ambitioner om at nå til tops. Men Angela Merkels beslutning om at opgive formandsposten har taget ham på sengen. Som han selv har forklaret, så har han opnået at blive kendt, nu mangler han bare at blive populær.

Ny formand kan blive ny kansler

Den nye formand skal vælges på en partikongres den 7. december, hvor 1001 delegerede har stemmeret.

Da Angela Merkel i oktober meldte, at hun ville træde tilbage som formand for CDU, sagde hun samtidig, at hun ikke ville genopstille til kansler, når hendes periode udløber i 2021. Men hun kan komme til at forlade posten før da.

Bliver det Annegret Kramp-Karrenbauer, der afløser hende, er der mulighed for, at Merkel kan blive siddende perioden ud. Men går Friedrich Merz med sejren, så kan det gå hurtigt.

- Merz og Merkel er gamle rivaler, og derfor kan samarbejdet blive alt andet end gnidningsløst. Går Merkel, så bliver der sandsynligvis nyvalg, fordi socialdemokraterne har signaleret, at de ikke vil sidde i regering med en mere konservativ leder som Merz. Så det store spørgsmål for de delegerede i Hamborg er, om de vil have et åbent brud med Merkel-tiden ved at stemme på Merz, eller om de foretrækker et formandskifte 'light' og peger på Annegret Kram-Karrenbauer, siger Uffe Dreesen.