For fem år siden gik billederne af syg dreng verden rundt - nu er han erklæret rask

Selv Barack Obama hyldede den femårige dreng.

Storbyen San Francisco på den amerikanske vestkyst blev en stille fredag for præcis fem år siden forvandlet.

Byen blev nemlig for en stund omdannet, så den til forveksling lignede superhelten Batmans hjemby, Gotham City.

Årsagen var den femårige dreng Miles Scott, der led af en hård leukæmi, og hvis største ønske var at være Batkid for en dag.

Dét ønske stod en ønskefond for at opfylde. Overalt i byen var der Batman-logoer, Miles fik en tur i batmobilen og han mødte både Gækkeren og Pingvinen i løbet af dagen. Miles vidste intet inden dagen.

Seancen tiltrak tusindvis af tilskuere, kendte stod i kø for at hylde ham og historien gik verden rundt.

I år har Scott Miles fejret sin 10-års fødselsdag og kan kalde sig kræftfri. Han har nemlig været fri for sygdommen fem år efter endt behandling, hvilket mange læger betegner som et pejlemærke. Det skriver ønskefonden på deres hjemmeside.

- Mange spørger os, hvordan det går med Miles. Svaret er, at han har det fantastisk! Siden han bekæmpede kriminalitet for fem år siden, er Miles blevet en almindelig dreng – han spiller baseball, går i skole, hjælper på familiens gård. Han har endda solgt sin første ged på det lokale marked!, skriver fonden.

Går til tjek én gang om året

Det var Make-a-Wish-fonden, der er en organisation, der forsøger at opfylde syge børn og unges største ønsker, som stod for begivenheden, der markerede slutningen på hans behandling.

De skriver, at han trods de fem år uden kræft fortsat kommer på sygehuset:

- Efter at have kæmpet sin egen kamp mod leukæmien, siden han var et år gammel, besøger Miles nu sin onkolog én gang om året og har været i bedring for leukæmi de seneste fem år, skriver de videre.

Det var Miles Scotts lillebror, der var klædt ud som Robin
Det var Miles Scotts lillebror, der var klædt ud som Robin Foto: Robert Galbraith / Scanpix Denmark

Normalt består opfyldelsen af ønskerne af hjælp fra frivillige, men i Miles' tilfælde hjalp mange indbyggere også til.  

Også den lokale politichef bidrog, da han på den lokale tv-kanal spurgte, om nogen havde set Batkid, da byen havde brug for ham og Batmans hjælp til at bekæmpe superskurken Gækkeren og redde byens officielle maskot, Lou Seal.

Også borgmesteren Ed Lee deltog, ligesom avisen The San Francisco Chronicle lavede en speciel version til dagen.

Obama hyldede ham

I dagene efter reagerede en række skuespillere, der tidligere har spillet Batman, på episoden.

Både Christian Bale, der bar masken I Christopher Nolans trilogi, Michael Keaton, der var den første Batman på film i 1989 og Val Kilmer, der spillede Batman i Batman Forever fra 1995 støttede den dengang femårige dreng.

Just heard the riddler is robbing a bank in the financial district. Hurry #sfbatkid

Posted by Val Kilmer on Friday, November 15, 2013

Men også USA’s daværende præsident Barack Obama glædede sig over, at Miles havde genoprettet god ro og orden i millionbyen.

- Godt gået, Miles. Sådan redder man Gotham, lød den amerikanske præsidents ros til landets nye superhelt.

Miles Scott lever i dag med sine forældre og sine to søskende. Han elsker derudover robotter og videnskab. Han fik konstateret leukæmi, da han var bare 18 måneder gammel.