Udland

Centerpartiets Lööf skal prøve at danne svensk regering

Den svenske talman peger på Centerpartiets leder, Annie Lööf, som ny forhandlingsleder i Sverige.

Formanden for den svenske Riksdag, talman Andreas Norlén, peger torsdag på Annie Lööf, formand for Centerpartiet, som ny forhandlingsleder i forsøget på at få løst dødvandet i svensk politik.

Det siger Norlén på et pressemøde i Stockholm efter endnu en sonderingsrunde med de svenske partiledere.

Lööf bliver dermed den tredje partileder, der gør forsøget siden valget for mere end to måneder siden.

Fjerde forsøg

Først måtte det konservative parti Moderaternas leder, Ulf Kristersson, opgive at samle flertal bag sig.

Derefter forsøgte den siddende socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven. Det lykkedes heller ikke.

Onsdag måtte Ulf Kristersson så kaste håndklædet i ringen igen, efter at han havde fået et nyt opdrag.

Kristersson forsøgte at danne regering med Kristdemokraterna. Men den konstellation blev stemt ned i Riksdagen. 154 stemte for, men 195 stemte imod.

Fastlåst situation

Stefan Löfven har gentagne gange opfordret til et såkaldt blokoverskridende samarbejde mellem den rød-grønne blok og Centerpartiet og Liberalerna, der i øjeblikket ser sig selv som en del af den borgerlige Alliansen.

- Jeg giver den her opgave til Annie Lööf som formand for Centerpartiet. Ikke til Annie Lööf som leder for Alliansen, siger Andreas Norlén på pressemødet.

På spørgsmålet om, hvorvidt han oplever en optøning i de meget fastlåste positioner i Riksdagen, svarer talman Norlén meget kort og uden at fortrække en mine.

- Nej.

Det er første gang i nyere svensk politisk historie, at en regeringsdannelse i Sverige har ladet vente på sig i så lang tid.