Udland

Borgerlige i Sverige forsøger på ny at danne regering

Riksdagen skal onsdag stemme om, hvorvidt Ulf Kristersson skal være ny statsminister i Sverige. 

Den borgerlige statsministerkandidat i Sverige, Ulf Kristersson, får sin anden chance for at danne en regering. Og det vil han gøre med Kristendemokraterne.

Det kom frem på et pressemøde i dag.

Her annoncerede formanden for Riksdagen - den såkaldte talmann - Andreas Norlén, at han har nomineret Ulf Kristersson som regeringsleder. 

Både Kristersson, der er leder af det borgerlige parti Moderaterne, og den nuværende statsminister, Stefan Löfven, har tidligere fået chancen for at sondere mulighederne for at danne en regering. Men ingen af dem har kunnet samle et flertal bag sig.

Alternativ strategi

Denne gang har formand Norlén så bedt Kristersson oplyse, hvilke partier han vil have med i en regering. Og det bud på en regeringkonstellation sendes direkte til afstemning i Riksdagen på onsdag.

Ifølge Ole Vestergaard, der er journalist på TV 2 og følger svensk politik, illustrerer dette Norléns stigende desperation: 

- Det er lidt panik over det. Talmannen er træt af de fastlåste positioner og vrangvillige partiledere. Nu forsøger han sig med en slags tvang, vurderer han.

Må ikke have flertal imod sig

Ulf Kristersson oplyste på dagens pressemøde, at han ønsker at danne regering med Kristendemokraterne. Men det er langt fra sikkert, at den borgerlige partileder kan komme i mål med det.

Ved onsdagens afstemning må der nemlig ikke være et flertal imod Kristerssons foreslåede regeringkonstellation. Og som det ser ud nu, er den blå blok splittet.

Liberales leder, Jan Björklund, har sagt, at hans parti kommer til at stemme nej til Ulf Kristersson som statsminister i det regeringsalternativ, som ville blive fremlagt.

Det skriver den svenske avis Expressen.

Splittelse i blå blok

Lederen af Centerpartiet, Annie Lööf, har ikke tilkendegivet sin holdning på forhånd, men ifølge Expressen taler alt for, at også Centerpartiet vil sige nej.

Dermed ser Ulf Kristerssons regeringskonstellation ud til at være dødsdømt, konkluderer avisen. Og det er Ole Vestergaard enig i: 

- Hvis der var tvivl før, så er den helt væk nu: Alliancen mellem de fire borgerlige partier er stendød. Og det er holdningen til Sverigedemokraterna, der er årsagen. Moderaterna og Kristdemokraterna vil godt tale med dem – det vil Centerpartiet og De Liberale ikke, vurderer Ole Vestergaard. 

Nyt valg truer

Der er ikke mange alternativer tilbage, hvis et flertal stemmer imod Kristersson forslag til en regering på onsdag. Og så kan svenskerne risikere at skulle til omvalg.

- Hvis det her mislykkes, går Sverige mod et ekstra valg, siger Kristersson selv ifølge Expressen.

Selvom talmannen Andreas Norlén har flere forsøg at tage af, ser det ud til at et nyvalg bliver et mere og mere sandsynligt scenarie, siger Ole Vestergaard 

- Det er første skud i bøssen. Talmannen har tre til. Og det kan meget vel ende med en nyvalg, fordi det hele er så fastlåst, som det er, slutter han.