Udland

Mumier af katte og sjældne skarabæer fundet i sarkofager

Ifølge en af de ansvarlige for udgravningen er særligt fundet af skarabæerne helt unikt for området.

Adskillige mumier af katte og flere sjældne, mumificerede skarabæer er blevet fundet i syv sarkofager i Egypten.

Sarkofagerne, hvoraf nogle er mere end 6000 år gamle, er fundet i pyramidekomplekset i Saqqara syd for Kairo.

Egyptens minister for antikken, Khaled el-Enany, fortæller til nyhedsbureauet AFP, at opdagelsen blev gjort af en egyptisk arkæologisk mission i forbindelse med et udgravningsarbejde, der begyndte i april i år.

Tre af gravene har været brugt til katte, mens en fjerde har tilhørt en daværende tilsynsmand for det kongelige palads.

Unik og sjælden opdagelse

Mostafa Waziri, der er leder af antikvitetsrådet i Egypten, fortæller, at det er første gang, der er fundet mumificerede skarabæer i området.

Der er fundet to store og velbevarede skarabæer viklet ind i linned. De lå inde i en sarkofag af kalksten med et dekoreret låg.

I en mindre sarkofag blev der fundet endnu en samling af mumificerede skarabæer.

- Skarabæerne er virkelig noget unikt. Det er virkelig noget, som er ret sjældent, siger Mostafa Waziri til nyhedsbureauet Reuters.

- For et par dage siden, da vi opdagede kisterne, var de forseglet med tegninger af skarabæer. Jeg havde aldrig hørt om dem før, forklarer han.

Dyr havde særlig rolle i det gamle Egypten

I det gamle Egypten blev mennesker mumificeret for at bevare deres kroppe i efterlivet, mens dyremumier blev brugt som religiøse ofringer. Særligt katte havde en særlig betydning for egypterne.

Sammen med kattemumierne blev også fundet en statue af kattegudinden Bastet.

Arkæologerne fandt desuden forgyldte træstatuer af en løve, en ko og en falk.

Ifølge ministeriet blev der også opdaget træsarkofager med kobraslanger og krokodiller.