Muslimske kvinder valgt ind i Kongressen
Ilhan Omar og Rashida Tlaib har henholdsvis somalisk og palæstinensisk baggrund. Valget har stor symbolsk betydning, mener USA-analytiker.
Som resultat af midtvejsvalget i USA får amerikanerne nu de første kvindelige, muslimske medlemmer af Kongressen.
Det står klart, efter Ilhan Omar i delstaten Minnesota har vundet en plads i Repræsentanternes Hus. I Michigan var Rashida Tlaib sikker på at blive valgt ind i Kongressen, da der ikke var nogen republikansk modkandidat.
Det skriver flere amerikanske medier - heriblandt CNN.
Flygtede til USA som 12-årig
Den demokratiske Ilhan Omar bliver det første somalisk-amerikanske medlem af Kongressen.
Ilhan Omar kom til USA som flygtning som 12-årig, og hun er kendt som en åben kritiker af den israelske regerings behandling af palæstinensere. Desuden går hun ind for en strammere våbenlovgivning og en mere åben indvandringspolitik.
Den 37-årige Ilhan Omar overtager pladsen i Repræsentanternes Hus fra partifællen Keith Ellison, der blev valgt ind i 2007. Keith Ellison var dengang den første muslimske mand nogensinde, der fik plads i Kongressen.
Demokraterne Keith Ellison og Andre Carson fra Indiana er indtil videre de eneste muslimske mænd, der har haft plads i Kongressen.
Kritiker af Trump
Den 42-årige demokratiske Rashida Tlaib er datter af palæstinensiske indvandrere, og hun har tidligere offentligt kritiseret præsident Donald Trumps regering.
Den demokratiske politiker fra Michigan er i løbet af sin valgkamp blevet støttet af en venstreorienteret gruppe kaldet de demokratiske socialister. Gruppen tæller blandt andet Alexandria Ocasio-Cortez, der samtidig er blevet valgt ind i Kongressen som den yngste kvinde nogensinde med sine 29 år.
Rashida Tlaib overtager sædet i Repræsentanternes Hus fra demokraten John Conyers, der måtte forlade sin plads i december 2017 på grund af anklager om sexchikane.
Tlaib var tidligere på året med til at støtte Ilhan Omars politiske valgkampagne.
Stor symbolsk betydning
USA-analytiker Mirco Reimer-Elster mener, at valget af de to muslimske kvinder sender et signal om forandring for Det Demokratiske Parti.
- Ilhan Omar og Rashida Tlaibs valgsejre har selvfølgelig en enorm symbolsk betydning. Men deres succeshistorie skal primært ses som en del af en større historie om kampen om Det Demokratiske Partis sjæl, siger han til TV 2 og fortsætter:
- For begge kvinder var det sværere at vinde det demokratiske primærvalg end det egentlige kongresvalg. Ilhan Omar og Rashida Tlaib repræsenterer den fremadstormende venstrefløj i Det Demokratiske Parti, der kommer til at presse partiets etablerede kræfter hårdt frem mod det kommende præsidentvalg i 2020.