Facebook blokerer 115 konti for manipulation ved USA's valg
85 instagramkonti og 30 på Facebook er blevet suspenderet for "koordineret manipulation" ved midtvejsvalget.
Facebook har blokeret 115 udenlandske konti for forsøg på at påvirke tirsdagens midtvejsvalg i USA. Det oplyser selskabet natten til onsdag dansk tid, skriver nyhedsbureauet AP.
I alt er 85 konti på Instagram og 30 på Facebook blevet suspenderet for "koordineret manipulation".
Internetgiganten handlede på baggrund af tip fra amerikanske myndigheder. Det oplyser Facebooks chef for cybersikkerhed, Nathaniel Gleicher.
Facebook undersøger nu, hvorvidt de suspenderede konti er knyttet til Rusland og mere specifikt organisationen Internet Research Agency.
Organisationen er under anklage for at forsøge at påvirke de amerikanske vælgere til at stemme på Donald Trump ved valget i 2016.
Dengang havde de falske profiler til formål at påvirke den politiske debat og skabe splid i samfundet til fordel for Donald Trump.
Twitterprofilen "Tennessee GOP" udgav sig eksempelvis for at være styret af det Republikanske Parti i Tennessee. Den nåede at få flere end 100.000 følgere, inden den blev lukket. GOP står for Grand Old Party og er en almindeligt brugt betegnelse for Republikanerne.
Andre sider på Instagram, herunder siderne Woke Blacks (Vågne Sorte, red.) og United Muslims of America, opfordrede afroamerikanere til slet ikke at afgive deres stemme i valget.
Det er langt fra første gang i år, Facebook blokerer konti, der mentes at sprede misinformation eller have forsøgt at påvirke brugere.
I august valgte Facebook at fjerne 652 sider, grupper og konti. Ifølge det sociale medie var de del af en misinformationskampagne, som forsøgte at påvirke brugere i USA, Storbritannien, Mellemøsten og Sydamerika.
Samme måned suspenderede Twitter 486 konti på det sociale medie for at have deltaget i "koordineret manipulation".