Trump før dagens valg: - På en måde er jeg på stemmesedlen
Ved de sidste vælgermøder opfordrer Trump alle republikanere til hjælpe med at sikre partiets sejr.
USA's præsident, Donald Trump, kalder en mulig republikansk sejr ved midtvejsvalget for "skrøbelig".
Han har derfor benyttet mandagens afsluttende vælgermøder til at opfordre støtter af Det Republikanske Parti til at gå til stemmeboksene ved tirsdagens valg i USA. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Natten til tirsdag dansk tid deltog Trump først i et vælgermøde i delstaten Ohio, derefter i Indiana, hvorfra han fortsatte videre til Missouri.
I Indiana advarede Trump om, at det vil sætte hans politik under pres, hvis Demokraterne genvinder flertallet i ét eller begge af Kongressens to kamre. "Alt er på spil", fastslog præsidenten.
- Det hele er meget skrøbeligt. Alt det, jeg har fortalt jer, kan blive rullet tilbage og ændret af Demokraterne, hvis de vinder.
- I har set, hvordan de (Demokraterne, red.) har opført sig. I kan se, hvad der sker med dem. De er virkelig blevet radikaliseret, sagde Trump om sine politiske modstandere.
Trump på stemmesedlen
Republikanerne har forud for midtvejsvalget flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet.
Ved valget er samtlige pladser i Repræsentanternes Hus på valg, mens der skal sættes navne på 35 af de 100 pladser i Kongressens andet kammer, Senatet. De seneste målinger peger i retning af, at Demokraterne kan overtage flertallet i Repræsentanternes Hus.
Men Trump tror på, at han kan mobilisere de mange amerikanere, der normalt ikke stemmer, men som for to år siden gjorde ham til præsident.
Derfor har han engageret sig fuldt ud i valgkampen, og ved mandagens vælgermøde i Cleveland, Ohio, gik han skridtet videre i sin appel om at stemme republikansk ved valget.
- På en måde er jeg på stemmesedlen, argumenterede Trump.
Præsidenten har også indrykket et debatindlæg på Fox News’ hjemmeside, hvor han oplister sine resultater som præsident og sine argumenter for, at vælgerne skal stemme republikansk.
Trump ville gerne have blødere retorik
I valgkampens slutspurt har Trump skruet bissen på over for flere demokratiske modstandere, som han både angriber politisk og ved at give dem øgenavne og kalde dem for "dårlige personer". Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Alligevel siger han mandag, at han ville ønske, at han havde haft en blødere retorik i sine to første år som præsident.
I et interview med Sinclair Broadcasting, der er et af de største tv-selskaber i USA, svarer han på, om der er noget, han har fortrudt fra sin tid som præsident.
- Jeg ville gerne have haft en blødere tone. Jeg føler til en vis grad ikke, at jeg har haft et valg, siger Trump.
- Men måske har jeg haft et valg, og måske kunne jeg have været blødere.
Fokus på kvinderne og de unge
Forud for valget er kvinderne i USA blevet udpeget som en potentielt afgørende faktor, men også de unge bliver anset som en vælgergruppe, der kan rykke på magtbalancen ved tirsdagens valg.
Et stort antal unge vælgere er historisk set en fordel for Demokraterne, og mange unge har ladet sig registrere til at kunne stemme sammenlignet med præsidentvalget i 2016.
- Det kan være et positivt tegn for Demokraterne, om at de har mobiliseret alle de 'sløve' studerende, der ikke gad at stemme på Hillary Clinton for to år siden. At de faktisk har fået så stort et chok, at de nu går hen og stemmer.
- Men netop belært af historien for to år siden er folk meget varsomme med at drage konklusioner, siger TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz.
Ét af de steder, hvor mange unge denne gang har registreret sig som vælgere, er i delstaten Texas, der traditionelt stemmer republikansk.
Republikaneren Ted Cruz fører i meningsmålingerne, men den demokratiske 'superstjerne' Beto O'Rourke har ifølge målingerne gjort kampen tættere end ventet.
- Beto O'Rourke har som den eneste besøgt alle 254 valgdistrikter, og det har åbenbart en effekt. Lige nu er der en stigning på 500 procent af unge, der har registreret sig til at vælge. Så det kan give Demokraterne et rygstød her i Texas, fortæller TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt fra den amerikanske delstat.