Donald Trump

Popstjernen Taylor Swift stemmer til valget - og mange unge ser ud til at følge trop

17 procent af de unge vælgere stemte i 2014. Det tal kan blive slået i år.

Det amerikanske midtvejsvalg er i fuld gang. Amerikanerne har afgivet eller er på vej ned for at afgive deres stemme.

Men allerede for tre dage siden stod det klart, at rekordmange havde afgivet deres stemme.

Og noget tyder på, at særligt unge amerikanere er dem, der i år bruger deres ret.

Ifølge USA Today viser valgdata, at man har oplevet en markant fremgang i brevstemmer fra gruppen af 18-29-årige i stater som Arizona, Florida, Georgia, Illinois, Nevada og Texas. I Illinois har man sågar oplevet en fremgang på 144 procent.

Og det er der en årsag til, siger USA-analytiker Mirco Reimer-Elster:

- Der sker formentlig det, at Trump er en person, som man skal forholde sig til. Mere end det tidligere har været tilfældet. Og så er der det faktum, at mange unge måske har mærket konsekvensen af, at de ikke kom ud og afgav deres stemme ved valget i 2016.

- Og så det helt lavpraktiske. Især Demokraterne har nemlig lagt langt flere ressourcer i at få fat i de unge, siger Mirco Reimer-Elster, der understreger, at unge tidligere har holdt sig helt væk fra at stemme, hvorfor at flere stemmer herfra helt kan ændre balancen.

Taylor Swift-effekten?

Også i Tennessee, hvor popstjernen Taylor Swift er født og opvokset, har man oplevet en markant fremgang, skriver avisen Tennessean. Allerede inden valgdagen havde man modtaget syv gange så mange stemmer fra aldersgruppen 18-29-årige, som man gjorde i 2014.

Mere præcist skriver det demokratiske analysebureau Targetsmart, at 98.000 personer i aldersgruppen har afgivet en stemme inden valgdagen, mens det blot var 12.800 ved midtvejsvalget i 2014. Targetsmart understreger, at andre aldersgrupper også har oplevet en stigning. Således har tre gange så mange i aldersgruppen 30 år eller ældre har afgivet deres stemme sammenlignet med 2014.

Den markante stigning blandt unge kan være en tilfældighed. Men det kan også være det modsatte.

For popstjernen, der tidligere har været tavs om sin politiske overbevisning, valgte i starten af oktober at bekende kulør. På sin Instagram-profil med 112 millioner følgere opfordrede hun nemlig unge til at stemme, og samtidig fortalte hun, at hendes stemmer ville lande på demokraterne Phil Bredesen til Senatet og Jim Cooper til Repræsentanternes Hus.

Ligefrem at sige, Taylor Swift kan afgøre, eller har afgjort det, er en stramning. Men hun kan være med til at tage dem i den rigtige retning.

Mirco Reimer-Elster, analytiker

Men man skal fortsat tage et par forbehold, siger Mirco Reimer-Elster, for demokraterne har endnu et stykke vej til et succesfuldt valg netop her:

- Flere ting skal gå demokraternes vej, hvis de skal vinde i Tennessee. Og det kan være, at Taylor Swift hjælper. Men ligefrem at sige, Taylor Swift kan afgøre eller har afgjort det, er en stramning. Men hun kan være med til at tage dem i den rigtige retning.

- Man skal eksempelvis have in mente, at Bredesen ikke er en ukendt kandidat. Han er det tunge skyts. Og selvom hun giver ham sin støtte, står han ikke til at blive valgt, siger Mirco Reimer-Elster.

Udmeldingen fra Taylor Swift i starten af oktober faldt ikke i god jord hos præsident Donald Trump, da Swifts støtte går imod kandidaten til Senatet fra Det Republikanske Parti i Tennessee, Marsha Blackburn.

- Jeg er sikker på, at Taylor Swift ikke ved noget som helst om hende. Lad mig sige det sådan her: Jeg kan lide Taylors musik 25 procent mindre nu, sagde Donald Trump foran en gruppe reportere ved Det Hvide Hus.

Mirco Reimer-Elster påpeger, at der ikke er nogen forskning, som direkte beviser, at involvering fra en kendis i et valg har en effekt.

Et studie viser dog, at da den tidligere studievært Oprah Winfrey i 2008 bakkede op om Barack Obama som amerikansk præsident, gav det ham en million flere stemmer.

Kan slå rekord

Ved midtvejsvalget i 2014 stemte 17 procent af de unge mellem 18 og 24 år.

Det tal kan blive slået. For ifølge en undersøgelse fra det politiske fakultet på Harvard Kennedy School svarer 40 procent af de adspurgte i aldersgruppen 18-29 år, at de ”helt sikkert” vil afgive deres stemme.

Jeg tror, vi vil se en signifikant stigning fra de 17 procent, der stemte i 2014.

Mirco Reimer-Elster, analytiker.

Hvis det udfald bliver en realitet, vil det være det højeste tal nogensinde. Kun i 1986 og i 1994 har man nemlig fået mere end 20 procent af de unge til stemme. I begge år nåede man 21 procent, skriver Harvard Kennedy School. Men igen skal man være varsom, siger Mirco Reimer-Elster:

- Man kan ikke nødvendigvis udlede noget af de 40 procent, da det blot er tilkendegivelserne. Men jeg tror, vi vil se en signifikant stigning fra de 17 procent, der stemte i 2014. Mange unge har dog ikke taget stilling endnu og kan have udfordringer ved det.

Her påpeger Mirco Reimer-Elster, at man skal stemme der, hvor man er registreret. Man kan altså være registreret i Montana, men bo på college i Florida. Og nogle kan have svært ved at fremskaffe et billed-id, så de kan stemme.

TV 2 dækker Midtvejsvalget hele natten på tv2.dk. Følg det LIVE her i vores liveblog eller få svar på de vigtigste spørgsmål her.