Udland

Trump advarer vælgerne før valg: - Vi skal vinde

De seneste målinger viser tæt løb flere steder, men peger i retning af en delt kongres efter valget.

I USA er valgkampen gået ind i allersidste fase, inden midtvejsvalget tirsdag, og politikerne har indledt en slutspurt for at overbevise de sidste vælgere.

Natten til mandag dansk tid deltog både den siddende præsident, republikaneren Donald Trump, og hans forgænger, demokraten Barack Obama, i valgarrangementer for deres respektive partier.

- Det er et af de vigtigste valg i vores liv. Det er et meget vigtigt valg. Jeg vil ikke sige, det er lige så vigtigt som i 2016, men det er tæt på, lød det fra Donald Trump med henvisning til præsidentvalget for to år siden.

I de seneste meningsmålinger står Republikanerne til at beholde flertallet i Senatet, mens Demokraterne står til at overtage magten i det andet af Kongressens to kamre, Repræsentanternes Hus.

Skulle det ende sådan, vil det gøre livet langt mere besværligt for præsident Trump de kommende år.

Blandt andet vil han få sværere ved at få lovgivning stemt igennem i Kongressen, men også andre elementer kan komme i spil, påpeger Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

- De kan forsøge at inddæmme præsidentens handlinger, enten med lovgivningsmæssige tiltag eller ved at oprette undersøgelseskommissioner, indkalde folk fra Det Hvide Hus til at vidne under ed, forlange at få udleveret præsidentens skattepapirer, eller hvad det skulle være.

- Det kommer vi til at se meget mere af, hvis Demokraterne vinder flertallet, forklarer han.

Trump advarer vælgerne

Rekordmange amerikanere har allerede stemt til midtvejsvalget. Ifølge NBC News var tallet på landsplan knap 34,8 millioner per 4. november, mens antallet af tidlige stemmer for fire år siden var 21,2 millioner.

- Hvis vi kan bruge det som en strømpil, får vi en helt anden stemmeprocent denne gang, hvilket alt andet lige skulle være til Demokraternes fordel. Men det ved vi ikke før på selve valgdagen, forklarer Niels Bjerre-Poulsen.

Udsigterne til at miste kontrollen over Kongressen, har fået Donald Trump til at kaste sig engageret ind i valgkampen. Ved nattens valgarrangementer var budskabet til vælgerne klart – begge kamre skal genvindes.

- Det her valg vil afgøre, om vi bygger videre på den ekstraordinære velstand, vi har skabt. Eller om vi giver de radikale demokrater lov til at bruge en kæmpe nedbrydningskugle på vores økonomi og vores fremtid.

- Demokraterne vil hæve jeres skatter, ikke sænke dem. Så jeg må komme med en lille advarsel: Vi skal vinde Kongressen. Vi skal vinde Repræsentanternes hus.

Håber på gentagelse af 2016

Netop Trumps engagement har, ifølge TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz, gjort valgkampen ved dette midtvejsvalg anderledes fra tidligere år.

- Trump har kastet sig fuldtonet ind i kampen for at bevare magten i Kongressen. I morgen får vi at se, om det lykkes.

Selvom der ifølge meningsmålingerne er udsigt til demokratisk sejr i Repræsentanternes Hus, er løbet meget tæt i mange valgdistrikter, så intet kan tages for givet, understreger Jesper Steinmetz.

- Når præsidenten i nattens tale siger, at der er en elektricitet i luften på samme måde som i 2016, er det fordi, han håber, at alle de mennesker, der ikke plejer at stemme, men som stemte på ham og republikanerne i 2016, vil gøre det samme i morgen, forklarer han.

Obama: USA står ved en korsvej

Tidligere præsident Barack Obama deltog søndag i valgmøder for demokratiske kandidater i Indiana og hjembyen Chicago i Illinois.

Han er enig med Donald Trump om vigtigheden af tirsdagens valg, som han kalder ”det måske vigtigste valg i vores liv”. Men af helt andre årsager.

- USA står ved en korsvej lige nu. Der er en kappestrid mellem holdninger lige nu, om hvem vi er, og hvilket slags land vi skal være. Sundhedspleje for millioner er på stemmesedlen. En fair aftale for arbejdende familie er på stemmesedlen. Og først og fremmest er vort lands karakter på stemmesedlen.

Tidligere præsident Barack Obama understreger vigtigheden af midtvejsvalget.

På den måde adskiller han sig fra Donald Trump, hvis valgkamp i høj grad har handlet op frygt for immigration og udefrakommende trusler mod USA.

- Så når Demokraterne taler om, hvilken nation de vil have, er det i høj grad Trumps adfærd, de taler om, og hvordan den påvirker hele den politiske stemning i USA.  

Bekymringen deles af New Yorks forhenværende borgmester, rigmanden Michael Bloomberg, der tidligere har repræsenteret både Demokraterne, Republikanerne og været uafhængig.

Han meddelte søndag, at han i valgkampens sidste to dage skyder yderligere fem millioner dollar ind i reklamekampagner til fordel for Demokraterne, da han ”er bekymret for retningen for vores land”.