Det viser sig nu, at der måske ikke er nogen rester at finde. For ifølge en rådgiver for Tyrkiets præsident blev Jamal Khashoggi ikke bare slået ihjel og skåret i stykker. Ligdelene blev opløst i syre.
- Ifølge vores seneste informationer skar de kroppen i stykker, fordi det så var lettere at opløse den, siger Yasin Aktay, der er rådgiver for præsident Recep Tayyip Erdogan og embedsmand i Tyrkiets regeringsparti, ifølge AFP til den tyrkiske avis Hurriyet.
Det stemmer med de oplysninger, som Washington Post bringer, fra en anonym kilde, om at myndighederne efterforsker ud fra samme teori.
Planlagt drab
Onsdag sagde chefanklager i Istanbul Irfan Fidan, at Jamal Khashoggi blev kvalt, så snart han trådte ind på konsulatet i Istanbul 2. oktober, og derefter skåret i stykker.
Forinden stod det klart, at drabet var planlagt på forhånd. Det har Saudi-Arabien også anerkendt.
Myndighederne i Saudi-Arabien har forklaret, at journalisten blev dræbt på konsulatet, og har lovet at straffe de skyldige.
Saudi-Arabien har anholdt 18 personer, som Tyrkiet nu arbejder på at få udleveret.
Forlovede: Skylder at begrave ham
Mens Jamal Khashoggi blev dræbt på konsulatet, ventede hans forlovede Hatice Cengiz udenfor. Den systemkritiske saudiske journalist skulle ind på konsulatet for at ordne noget papirarbejde, så de to kunne blive gift.
Hatice Cengiz gav tirsdag et interview til amerikanske ABC News, hvor hun sagde, det er uacceptabelt efter islamiske regler, at Jamal Khashoggi endnu ikke har fået en begravelse.
- Det er vores sidste pligt at opfylde det, sagde hun.
Khashoggi-sagen
2018
Khashoggi besøger konsulatet
Den saudiske journalist Jamal Khashoggi træder ind på det saudiske konsulat i Tyrkiet omkring klokken 13 for at ordne noget papirarbejde i forbindelse med sit forestående bryllup. Da han efter flere timer ikke er kommet ud endnu, slår hans tyrkiske forlovede, som har ventet på ham udenfor konsulatet, alarm.
"Khashoggi er forsvundet"
Myndighederne i Saudi-Arabien oplyser, at Khashoggi er forsvundet. De understreger, at journalisten selv har forladt konsulatet i Istanbul gennem en bagdør dagen forinden. Tyrkiet indkalder den saudiske ambassadør i landet til samtale.
Billeder af en gruppe saudiske agenter, som ankommer og forlader lufthavnen den 2. oktober, bliver offentliggjort af de tyrkiske myndigheder. Myndighederne hævder, at de pågældende 15 mænd står bag drabet på Khashoggi.
Tyrkisk præsident og saudisk konge taler
Tyrkiets præsident Erdogan og Saudi-Arabiens konge, Salman bin Abdulaziz Al Saud, har talt i telefon sammen og aftalt, at de vil efterforske sagen om Khashoggi sammen.
Tyrkiske efterforskere ransager konsulat
Natten til den 16. oktober rykker tyrkiske efterforskere ind på det saudiske konsulat i Istanbul. Kort forinden ransagningen går i gang, er et rengøringshold ifølge tyrkiske medier set forlade konsulatet. Det er uvist, om myndighederne finder noget på stedet, men de er set tage jord fra haven med sig.
De saudiske myndigheder lover at efterforske sagen og straffe de ansvarlige.
18 personer mistænkt
Saudi-Arabiens udenrigsminister, Adel al-Jubeir, udtaler sig for første gang i sagen om den forsvundne journalist. Han fortæller blandt andet, at der er udstedt arrestordrer på 18 mistænkte i sagen, og at man endnu ikke ved, hvad der er blevet af Khashoggis lig.
Udenrigspolitisk Nævn aflyser tur til Saudi-Arabien
Samme dag er flere pårørende til Khashoggi på besøg i det saudiske kongehus, der kondolerer familiens tab.
Saudisk ambassadør i Danmark står skoleret
Den saudiske ambassadør i Danmark, Fahad bin Maayouf Al Ruwaily, er denne dag indkaldt til møde med Udenrigsministeriets direktør om mordet på Khashoggi. Her bliver der givet udtryk for, at man fra dansk side fordømmer drabet på journalisten.
FN's menneskerettighedschef, Michelle Bachelet, udtaler, at internationale eksperter skal have lov til at tage del i efterforskningen af Khashoggi-sagen. Sagen har med tiden fået international mediebevågenhed, og flere verdensledere har kritiseret Saudi-Arabien for deres håndtering af sagen.
Anklager: Khashoggi blev dræbt med det samme
Khashoggi er blevet kvalt i det øjeblik, han er trådt ind på konsulatet, lyder det fra Irfan Fidan, chefanklageren i den tyrkiske storby Istanbul. Siden er hans lig blevet "skåret i stykker".
"Khashoggis lig opløst i syre"
Ifølge Yasin Aktay, rådgiver for præsident Recep Tayyip Erdogan og embedsmand i Tyrkiets regeringsparti, blev Jamal Khashoggi ikke bare slået ihjel og skåret i stykker. De tyrkiske myndigheder mener nu også at vide, at ligdelene blev opløst i syre.