Udland

Kvinde frikendt for at spænde ben for migrant - selvom det var 'moralsk forkert'

Der var ikke grundlag for den betingede fængselsdom, som en fotograf modtog i 2017, lyder dommen.

Det kostede den ungarske kamerakvinde Petra Laszlo en dom på tre års betinget fængsel og en fyring, da hun i 2015 spændte ben for en mandlig migrant på flugt fra politiet.

Men nu er hun blevet frifundet i den ungarske højesteret, som har omstødt den oprindelige dom, skriver blandt andre Sky News.

Episoden fandt sted, da en gruppe migranter brød igennem en afspærring ved den ungarsk-serbiske grænse tæt på byen Röszke. I det efterfølgende virvar af svingende knipler og spurtende familier stak den filmende Petra Laszlo sin ene fod ud, da en af migranterne løb tæt forbi hende.

Noget slog klik i mig

Petra Laszlo

Manden bar en dreng i sin favn, som han væltede henover. Han kom hurtigt op igen, men hele optrinnet blev fanget på video af en tysk journalist, og derfor trak den benspændende fotograf efterfølgende overskrifter verden over.

At dommen for hændelsen nu er omstødt, skyldes blandt andet, at der ikke var tale om et lovbrud, skriver retten i en erklæring. Og mens handlingen var “moralsk forkert og uretmæssig,” så gjorde Petra Laszlo ikke noget ulovligt, lyder det videre.

Udskammet på nettet

Højesteretten har i dommen taget højde for den situation, Petra Laszlo agerede i. De beskriver hændelsen som “et angreb fra flere hundrede migranter på flugt fra politiets indgriben".

Det stemmer nogenlunde overens med den måde, Petra Laszlo selv har beskrevet oplevelsen:

- Jeg vendte mig om og så flere hundrede mennesker, der stormede imod mig. Det var frygtelig skræmmende, har hun sagt ifølge The Guardian.

Petra Laszlo undskyldte efterfølgende episoden og skrev i et offentligt brev i den højreorienterede avis Magyar Nemzet, at “noget slog klik i mig,” da hun så mennesker komme løbende mod sig. Den undskyldning var ikke nok til at undslippe internettets vrede.

En nu slettet Facebook-gruppe med titlen 'Petra Laszlo Shame Wall', nåede at samle 10.000 likes, hvilket fik den ungarske fotograf til at true Facebook med et søgsmål, skriver mediet NPR.

Sparkede også to andre, men vandt pris

Manden og den lille dreng, der blev sendt i græsset, blev senere identificeret som den syriske Osama Alabed Al-Mohsen og hans søn, den dengang syvårige Zied.

De var dog ikke de eneste, der mærkede Petra Laszlos fødder den dag. I et andet videoklip fra den samme hændelse kan man se, hvordan fotografen sparker en ung mand og en pige, der løber tæt forbi hende.

Petra Laszlo sparker ud efter en pige på flugt fra politiet.

Hele episoden kostede Petra Laszlo jobbet på den ungarske internet-kanal N1TV. En station med tætte bånd til det ungarske højrefløjsparti Jobbik, der kaldte hendes opførsel “uacceptabel".

Det forhindrede hende ikke i at fortsætte sit arbejde som fotograf. I 2016 vandt hun en pris for en film om det ungarske oprør mod russerne i 1956. En 32 minutter lang dokumentarfilm med titlen 'National Strangers', som blev instruereret at Petra Laszlos mand, Gabor Laszlo, mens hun selv stod for redigeringen.

Ved en ungarsk domstol blev Petra Saszlo i 2017 idømt tre års betinget fængsel. Det er den dom, som nu er blevet omstødt af Ungarns højestret.

Blev træner, men opsagt igen

For Osama Alabed Al-Mohsens vedkommende, så fik han efterfølgende asyl i Spanien og et job ved den nationale trænerstab som fodboldtræner, hvad han også arbejdede som i Syrien.

15. september 2015 løb hans søn Zied på banen på Bernabeu-stadionet sammen med sit fodboldidol Cristiano Ronaldo og resten af spillerne fra Real Madrid.

Desværre for Osama Alabed Al-Mohsen fik han ifølge det spanske nyhedsbureau El Confidencial ikke forlænget sin kontrakt på grund af manglende spanskkundskaber. I 2017 blev han interviewet af mediet Football Citizen, der skrev, at manden stadig var arbejdsløs og forsøgte at lære spansk.