Udland

Nedstyrtet indonesisk fly havde tekniske problemer

Problemer med hastighed prægede foregående flyvning, siger talsmand for sikkerhedskomité i Jakarta.

Et nedstyrtet indonesisk fly med 189 mennesker om bord havde problemer med hastigheden, siger en talsmand for landets komité for flysikkerhed.

Flyet - en Boeing 737 MAX 8 fra det indonesiske lavprisselskab Lion Air - havde tekniske problemer på dets foregående flyvning.

De tekniske problemer omfattede blandt andet hastigheden.

Styrt vækker undren

- Den formodede årsag til ulykken er stadig ved at blive efterforsket, og vi undrer os stadig over, hvad der kan have forårsaget det, siger Haryo Satmiko fra komitéens ledelse.

Flyet var landet i Jakarta søndag sent på dagen, efter at det var lettet i Denpasar på Bali.

Det styrtede ned, efter at det var lettet igen i Jakarta for at flyve til byen Pangkal Pinang på Sumatra.

Satmiko siger, at optagelser af samtaler mellem kontroltårnet og piloten i flyet JT610 inden ulykken viser, at der var tekniske problemer.

- Vi har også bedt om informationer fra den pilot, der fløj flyet fra Denpasar til Jakarta, men vi har endnu ikke talt med teknikeren, siger han om den tekniker, der tilså flyet mellem de to flyvninger.