Udland

Borgere i Pittsburgh til Trump: - Du er ikke velkommen her

Præsident Trump får kølig modtagelse i byen Pittsburgh, hvor 11 jøder blev skudt og dræbt i lørdags.

Sorgen ved synagogen i i den amerikanske by Pittsburgh er tirsdag blevet blandet med vrede. 

Mange borgere ønsker nemlig ikke, at præsident Trump skal sætte fod i byen. De mener ikke, at han oprigtigt sørger med dem og fordømmer det, der er sket. 

- Der er ingen i byen, der støtter ham. Han er ikke velkommen her, siger Marilyn Kunka til TV 2. 

Massakren i Pittsburgh er ikke den første handling af terror, som du er skyld i

Brev til Donald Trump fra det jødiske samfund i Pittsburgh 

- Jeg mener, at Præsident Trump er skyld i det her. Han er skyld i, at 11 jøder er blevet skudt og dræbt, siger Sally Rafson grådkvalt.

Trump er tirsdag aften dansk tid ankommet til Pittsburgh, hvor det er meningen, at han skal mødes med borgere fra det lokale jødiske samfund, men allerede nu har flere sagt fra. 

- Jeg vil ikke se på ham. Lad os sørge i fred, uden han skal komme her med sin falske sympati, siger Marian Allen, der mistede tre af sine nære venner ved lørdagens angreb. 

Familie ville ikke mødes med Trump

Der er for længst gået politik i tragedien. 

Præsidenten havde ønsket at mødes med en familie, hvis pårørende var blandt de dræbte i lørdags. Det har familien imidlertid ikke ønsket, fordi de mener, at Donald Trumps udtalelser efter skudepisoden i synagogen var uacceptable. 

Fremfor medfølelse begyndte Trump straks at tale om dødsstraf og behovet for, at der burde have stået bevæbnede vagter ved synagogen, og det mente familien var upassende. 

Én af dem, der forstår, at familien ikke ønsker at mødes med præsidenten, er Sally Rafson.  

- Hans hadefulde ord i alle hans taler og på de sociale medier radikaliserer simpelthen de nationalister, vi har her i landet. Det får hadet frem og opildner dem til at opsøge jøder som os for at slå os ihjel, konstaterer hun. 

Ikke alle er imod Trump-besøg

TV 2 har dog også talt med flere personer, der mistede familiemedlemmer i lørdags, som ser positivt på præsidentens besøg.

- Det er, hvad en præsident bør gøre. Og det er på sin plads nu, siger pensionist Gerry Orideinker, som tirsdag begravede sin fætter.

- Vi skal have ham stoppet 

Sally Rafson har tirsdag sat sig på en stol ved synagogen, hvor hun opfordrer folk, der kommer forbi, til at stemme på Demokraterne ved midtvejsvalget i næste uge. 

Sally Rafson satte sig tirsdag for at overbevise så mange som muligt om ikke at stemme på Trump ved midtvejsvalget den 6. november

Hendes mål er, at Donald Trump skal miste sit flertal i Kongressen og dermed miste sin magt over USA.  

- Jeg vil gøre alt for, at Demokraterne vinder ved midtvejsvalget og får højere positioner i Kongressen. Vi skal have ham stoppet, konstaterer Sally Rafson. 

Hun er blandt de omkring 1000 demonstranter, der vil møde op og vise Trump, at han ikke er velkommen i deres by. 

Det officielle Pittsburgh siger også nej tak 

Det er ikke kun byens borgere, der ikke hilser præsidenten velkommen. 

Jødiske frontfigurer i Pittsburgh har udsendt et officielt brev til Donald Trump, hvor de skriver, at han ikke er velkommen i byen på grund af hans retorik overfor minoriteter i USA. 

- I de sidste tre år har dine ord og politikker skabt en voksende hvid nationalistisk bevægelse, skriver de i brevet. 

- Massakren i Pittsburgh er ikke den første handling af terror, som du er skyld i, fortsætter de. 

Jøde foran synagogen i Pittsburgh, der sørger over de pårørende han har mistet.

Brevet afsluttes med, at Trump først er velkommen i byen, når han offentligt og klokkeklart tager afstand fra de højrenationale aktivister.  

Pittsburghs demokratiske borgmester, Bill Peduto, gik efterfølgende også ud og opfordrede Trump til at blive væk. 

Men Trump er ikke en mand, der fortryder sin beslutning, og når han først har sagt, at han kommer, så kommer han.