Udland

Trump fordømmer håndtering af drab på journalist: - En af de værste dækhistorier nogensinde

USA har indført sanktioner mod 21 saudiarabiske embedsmænd, der er mistænkt i sagen om drabet på Jamal Khashoggi, og ophævet deres visa.

Saudi-Arabien har op til flere gange skiftet forklaring, i forhold til hvordan den systemkritiske journalist Jamal Khashoggi kom af dage på landets konsulat i Istanbul 2. oktober.

Først hævdede Saudi-Arabien, at Khashoggi selv havde forladt konsulatet. I flere dage var det den officielle forklaring, men lørdag skiftede styret forklaring og indrømmede for første gang, at Jamal Khashoggi var blevet dræbt under "et slagsmål" mellem ham og folk på konsulatet.

Den første reaktion fra USA's præsident, Donald Trump, var at kalde forklaringen for "troværdig" og "et godt første skridt".

Nogen har virkelig dummet sig. Hvem end, der kom på denne idé, er i store problemer

Donald Trump, USA's præsident

Trump: - Nogen har virkelig dummet sig

Saudi-Arabien skiftede kort efter forklaring igen, da man to dage senere indrømmede, at drabet på journalisten var "en stor og alvorlig fejl", da "enkeltpersoner overskred deres beføjelser".

Det har fået Trump til at reagere, og nu har piben fået en helt anden lyd:

- Det var dårligt udført, og dækhistorien var en af de værste i historien. Det er meget simpelt, siger Trump fra det ovale værelse i Det Hvide Hus om drabet på Jamal Khashoggi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at Saudi-Arabiens håndtering af sagen var "en total fiasko".

Donald Trump er ikke tilfreds med de forskellige udlægninger af sagen fra Saudi-Arabien.

- Nogen har virkelig dummet sig. Hvem end, der kom på denne idé, er i store problemer, siger Trump ifølge CNN.

Trump fordømmer ikke på noget tidspunkt selve drabet. Kun håndteringen.

Kronprins kan være involveret

Ifølge The Guardian har Donald Trump for første gang antydet, at den saudiske kronprins Mohammed bin Salman kan have været involveret i drabet på Jamal Khashoggi:

- Kronprinsen styrer tingene derovre (Saudi-Arabien, red.) og endnu mere i øjeblikket. Han styrer tingene, så hvis nogen har været involveret, må han vide det, siger Trump ifølge mediet.

Saudi-Arabien har hele tiden fastholdt, at kronprins Mohammed bin Salman hverken var ansvarlig for eller vidende om drabet, hvilket Trump fik gentaget, da han i går talte i telefon med kronprinsen.

- Han gjorde det helt klart, at han intet havde med det her at gøre, og at det foregik på et lavere niveau, siger Trump.

Ophæver visa til embedsmænd

Donald Trump har sendt sin CIA-direktør, Gina Haspel, til Tyrkiet for at indhente flere informationer, der kan kaste lys over sagen. Onsdag bekræfter Tyrkiet, at CIA har fået alle de informationer om mordet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi, som landet ligger inde med.

Det drejer sig konkret om videoer, lydfiler og bevismateriale fra konsulatet, skriver den tyrkiske avis Sabah ifølge nyhedsbureauet AFP.

Natten til onsdag dansk tid har den amerikanske regering valgt at straffe de saudiarabiske embedsmænd, som er mistænkt for at være involveret i drabet på Jamal Khashoggi, og indføre sanktioner.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at USA har "identificeret i hvert fald nogle af personerne" bag drabet på journalisten. Han tilføjer, at USA vil afvise de 21 saudiarabiske embedsmænd, hvis de forsøger at komme ind i landet.

- Vi træffer passende foranstaltninger, og det omfatter tilbagekaldelse af visa, siger Pompeo.

Ifølge USA er det folk fra den saudiarabiske efterretningstjeneste, den kongelige domstol, udenrigsministeriet samt andre ministerier, der er blevet ramt af visumsanktionerne.

Flere sanktioner i vente

USA's sanktioner mod de 21 saudiarabiske embedsmænd i sagen om drabet på Jamal Khashoggi vil ikke blive de eneste. Det lover udenrigsministeren.

- Disse sanktioner vil ikke være det sidste ord fra USA i denne sag. Vi vil fortsætte med at træffe yderligere foranstaltninger for at holde de skyldige ansvarlige. Vi gør det meget klart, at USA ikke vil tolerere denne type handling for at gøre Khashoggi, en journalist, tavs med brug af vold, siger Mike Pompeo.

Ifølge Donald Trump forventer præsidenten at få yderligere oplysninger i sagen fra sin efterretningstjeneste på et møde onsdag.

Brutalt mord

Også i Tyrkiet fylder sagen og journalistdrabet meget. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, fremlagde således tirsdag sin udlægning af Jamal Khashoggis forsvinden for det tyrkiske parlament og lovede på forhånd at fortælle "den nøgne sandhed".

Ifølge Erdoğan planlagde Saudi-Arabien "det brutale mord" på den saudiske journalist Jamal Khashoggi, flere dage før han forsvandt.

Donald Trump og Erdoğan var tirsdag i telefonisk kontakt efter talen, og Trump har ifølge CNN kommenteret Erdoğans retorik over for kongedømmet i Mellemøsten.

- Han var ret hård ved Saudi-Arabien, siger Trump.

Liget af Jamal Khashoggi er stadig ikke fundet.