EU vil redde havene med forbud mod plastikbestik
Parlamentet har stemt for at forbyde engangsplastik i form af eksempelvis knive, gafler og sugerør.
Verdenshavene skal ikke være en stor skraldespand for plastik. Derfor er der brug for en målrettet indsats for at mindske mængden af plastikaffald i havet og naturen.
Det mener et flertal i EU-Parlamentet, der onsdag har stemt for at forbyde en række af de plastikprodukter, som oftest ender i havet og på Europas strande.
Forbuddet skal blandt andet gælde engangsbestik, tallerkener, sugerør og ballonpinde i plastik. Her er der nemlig miljørigtige alternativer til rådighed.
Mere plastik end fisk i havene i 2050
Ifølge EU-Kommissionen, der står bag det oprindelige udspil, udgøres 70 procent af alt affald i havet af engangsplastik og tabte og efterladte fiskeredskaber. Forslaget sigter også efter at løse problemerne med tabte fiskeredskaber. Ifølge udspillet ender 150.000 ton plastik i Europas have hvert år. Og i 2050 vil der være mere plastik, end der er fisk, i verdenshavene, hvis ikke der bliver gjort en indsats på området.
Onsdagens afstemning har rod i et udspil fra EU-Kommission fra maj. Her opfordrede kommissionen til, at emnet ville blive hurtigt behandlet, så konkrete resultater kan opnås inden europaparlamentsvalget i maj 2019.
Forslaget mangler endnu at blive behandlet af medlemslandene, før det kan træde i kraft.