Saudi-Arabien er klar til sanktioner - vil ikke hævne sig med oliekaos

16x9
Saudi-Arabiens olieminister, Khalid al-Falih, ønsker ikke at stoppe for eksport af landets olie og risikere global recession. Foto: Sergei Karpukhin / Ritzau Scanpix

Saudi-Arabien vil ikke tage olievåbnet i brug, hvis landet straffes for Khashoggi-drab, siger minister.

Oven på den officielle indrømmelse fra Saudi-Arabien om, at den systemkritiske journalist Jamal Khashoggi blev dræbt 2. oktober på landets konsulat i Istanbul, har det ikke skortet på international fordømmelse og trusler om sanktioner mod kongedømmet i Mellemøsten.

Verdens ti største eksportører af råolie målt i dollar i 2017

1) Saudi-Arabien: 133,6 milliarder dollar (15,9 procent af den samlede eksport).

2) Rusland: 93,3 milliarder dollar (11,1 procent).

3) Irak: 61,5 milliarder dollar (7,3 procent).

4) Canada: 54 milliarder dollar (6,4 procent). 

5) Forenede Arabiske Emirater: 49,3 milliarder dollar (5,9 procent).

6) Iran: 40,1 milliarder dollar (4,8 procent). 

7) Kuwait: 38,2 milliarder dollar (4,5 procent).

8) Nigeria: 33 milliarder dollar (3,9 procent).

9) Angola: 30,5 milliarder dollar (3,6 procent).

10) Kasakhstan: 26,6 milliarder dollar (3,2 procent).

Kilde: Worldstopexports.com.

Såfremt det internationale samfund skulle indføre sanktioner mod landet, har Saudi-Arabien som verdens største olieeksportør ingen planer om at dæmpe sin produktion eller eksport af olie.

Jeg tror ikke, at Saudi-Arabien er dumme nok til at indføre en handelsembargo på olie

Patrick DeHaan, olieanalytiker, GasBuddy

Det siger landets olieminister, Khalid al-Falih, til det russiske medie Tass ifølge NBC News.

- Alle rationelle mennesker ved, at olie er en meget vigtig råvare for hele verden. Hvis oliepriserne bliver for høje, vil det sænke tempoet i verdensøkonomien og udløse en global recession, siger Khalid al-Falih.

Analysefirmaet Oxford Economics vurderer ifølge NBC News, at skulle prisen på en tønde olie stige fra godt 76 dollar i dag til 100 dollar som følge af sanktioner mod Saudi-Arabien, vil det barbere cirka en tredjedel af den globale økonomiske vækst i 2019 og 2020. Desuden vil inflationen stige kloden over.

Kun tre lande vil ifølge Oxford Economics opnå en økonomisk fordel ved en tøndepris på 100 dollar. Det er Rusland, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien.

Kan isolere Saudi-Arabien

Hvis USA og andre lande vælger at indføre sanktioner mod Saudi-Arabien, vil landet som verdens største olieeksportør have mulighed for et effektivt modsvar ved at begrænse udbuddet af olie.

Men Saudi-Arabiens olieminister maner tilsyneladende til ro om denne bekymring.

Olieanalytikeren Patrick DeHaan fra firmaet GasBuddy tror på forklaringen fra Saudi-Arabiens Khalid al-Falih. Det siger han til NBC News:

- Jeg tror ikke, at Saudi-Arabien er dumme nok til at indføre en handelsembargo på olie. Det vil både kunne føre til en global økonomisk nedsmeltning, højere oliepriser og til sidst, når landet bliver mere isoleret, en skummel vej fremad, hvor Saudi-Arabien i endnu højere grad vil være afhængig af rå eksport for at holde deres økonomi oven vande.

Trump ikke tilfreds

Flere politikere i blandt andet USA har talt om at straffe Saudi-Arabien for drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

I første omgang erklærede Saudi-Arabien sig fra officiel side uvidende om hans skæbne. Først et par uger senere indrømmede saudiaraberne så officielt, at Khashoggi blev dræbt ved "et uheld" efter at være kommet i slagsmål. Den officielle forklaring på Jamal Khashoggis død blev kort tid efter ændret til, at han var blevet myrdet, da "enkeltpersoner overskred deres beføjelser". Det saudiarabiske styre har kaldt drabet for "en stor og alvorlig fejl".

USA's præsident, Donald Trump, er en blandt mange af verdensledere, som efterlyser flere og mere præcise svar fra ørkenstaten.

- Jeg er ikke tilfreds med det, jeg har hørt, sagde Trump mandag til journalister i Det Hvide Hus.

Især den magtfulde kronprins Mohammed bin Salman er kommet i strid modvind for sin mulige medvirken i drabet på Jamal Khashoggi, og Trump har tidligere truet med "meget hårde" repressalier, hvis der fremkommer beviser på, at drabet skete på ordre fra bin Salman.

Trump har mandag dansk tid talt i telefon med den saudiarabiske kronprins, og her har præsidenten indskærpet, at USA vil komme til bunds i sagen.

Erdogan: Sandheden skal frem

Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, vil i dag fremlægge detaljer fra efterforskningen i sagen om den dræbte saudiske journalist.

Erdogan har varslet, at han vil afsløre "den nøgne sandhed" i sin tale, som finder sted tirsdag formiddag.

Liget af Jamal Khashoggi er stadig ikke blevet fundet.