Fodboldfans hoppede på rulletrappe, som løb løbsk og kvæstede 24
En rulletrappe fik utallige CSKA Moskva-fans til at styrte mod jorden. En person har fået amputeret foden.
Tirsdag aften var en rulletrappe på en central metrostation i Rom årsagen til, at 24 personer blev kvæstet, syv af dem alvorligt.
Det oplyser den italienske tv-kanal SKY TG24.
En video, der florerer på de sociale medier, viser tydeligt, hvordan rulletrappen pludselig mister kontrollen og sender de mange mennesker ned mod jorden i en skræmmende fart - og ind i hinanden.
Optagelserne viser også, hvordan folk på den modsatte rulletrappe forsøger at hjælpe de tilskadekomne.
Fans på vej til fodboldkamp
Ulykken skete lige inden aftenens Champions League-kamp i den italienske hovedstad.
Her var en masse CSKA Moskva-fans på vej til Stadio Olimpico for at heppe på det russiske hold, som skulle spille mod Roma.
Ifølge lokale medier stoppede rulletrappen med at fungere, efter at de russiske fans "sang og hoppede på den".
Et vidne til hændelsen fortæller, at de føler, de "lige har været vidne til en scene fra apokalypsen" efter at have set de mange fodboldfans styrte mod jorden.
Roms overborgmester, Virginia Raggi, besøgte metrostationen Repubblica, hvor episoden skete. Hun siger, de lokale transportmyndigheder nu har indledt en efterforskning af sagen.
- Ud fra det, vidner har fortalt, virker det, som om nogle fans hoppede og dansede på rulletrapperne, siger Virginia Raggi ifølge britiske Evening Standard.
Roms transportmyndighed ATAC har nedsat en officiel undersøgelse, men siger allerede, at rulletrappen ikke var gammel eller slidt, og at der var styr på vedligeholdelsen.
Virginia Raggi har udtalt, at byen Rom føler med ofrene og står til rådighed overfor de kvæstede og deres familier.