Udland

FN: Frankrig krænker menneskerettighederne med burkaforbud

Frankrig har haft et tildækningsforbud siden 2011. Herhjemme trådte tildækningsforbuddet i kraft 1. august 2018.

FN's Menneskerettighedsråd siger i en erklæring tirsdag, at Frankrigs burka- og niqabforbud er en krænkelse af menneskerettighederne.

Fakta: Niqab

Niqab er et tørklæde der kun viser øjnene. Der er to typer niqab:

Den første er en halv niqab, som, ud over øjnene, lader et stykke af panden være udækket.

Den anden er fuld niqab, som dækker hele ansigtet med undtagelse af øjnene. Den består typisk af et bånd, der bindes rundt om panden, samt et længere stykke stof, der dækker ansigt og hår, så kun en sprække til øjnene er fri.

Samtidig har rådet givet Frankrig et halvt år til at gennemgå landets lovgivning om muslimske kvinders beklædning.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Menneskerettighedsrådet er ikke overbevist om, at Frankrigs forbud mod ansigtsdækning er nødvendig, hverken set fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt eller i forhold til målsætningen om at leve sammen i samfundet, lyder det i erklæringen.

Ifølge nyhedsbureauet AFP møder Frankrig kritik, da FN-rådet mener, at lovgivningen skal revideres.

To kvinder, der tidligere har modtaget bøder for at have ansigtet dækket til i offentligheden, har fået krænket deres rettigheder. De bør derfor blive kompenseret økonomisk, mener FN's  Menneskerettighedsråd.

Forskellen mellem niqab og burka er, at man med en niqab har øjnene fri. I burkaen er også de tildækket.

Udtalelsen fra FN nævner ikke noget om Danmark, hvor tildækningsforbuddet trådte i kraft 1. august 2018.

Danmark syv år efter Frankrig

Frankrig var det første EU-land, der indførte det omdiskuterede burka- og niqabforbud.

Herhjemme kan det medføre bøder, men ikke fængselsstraf, hvis man dækker ansigtet uden et "anerkendelsesværdigt formål" på offentlige steder.

Overtrædelse af burkaforbuddet vil i Danmark som udgangspunkt blive straffet med en bøde på 1000 kroner ved første overtrædelse, 2000 kroner anden gang, 5000 kroner tredje gang og 10.000 kroner fjerde gang og derover.

Flere europæiske lande som Belgien, Holland og Østrig har også fulgt i Frankrigs fodspor og indført et burkaforbud.