Khashoggi dræbt

Europæiske stormagter i fælles Khashoggi-erklæring: - Et akut behov for klarhed

Tyskland, Frankrig og England fordømmer i fælles erklæring drabet på Jamal Khashoggi. Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan udtaler sig tirsdag.

Hvem gjorde hvad. Hvornår, hvorfor og hvordan?

Spørgsmålene er mange. Men svarene har indtil videre været få, når det handler om at få belyst, hvad der skete, da journalisten Jamal Khashoggi blev dræbt under et besøg på det saudiarabiske konsulat i Istanbul. 

Nu kræver Tyskland, England og Frankrig i en fælles erklæring, at der kommer en grundig undersøgelse for at få fastslået de nærmere omstændigheder ved den 59-årige systemkritikers forsvinden. Og man vil ydermere have placeret et ansvar.

 - Intet kan retfærdiggøre dette drab, og vi fordømmer det på det kraftigste, lyder det i den fælles fransk-tysk-britiske udtalelse.

Samtidig siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at han tirsdag vil komme med en udtalelse om Jamal Khashoggis død.

- Jeg vil komme med min erklæring ved AKP partiets gruppemøde tirsdag, lover Erdogan ifølge Reuters.

Spørgsmålet er, om Erdogan kan levere de svar, de europæiske stormagter efterspørger. Det skal være mere troværdigt end de forklaringer, Saudi-Arabien hidtil har kunnet levere i de 19 dage, der er gået, siden Khashoggi forsvandt som sunket i jorden.

- Der er fortsat et akut behov for klarhed om, hvad der præcist skete - ud over de hypoteser, der indtil videre er fremlagt i den saudiske efterforskning, som skal bakkes op af fakta for at kunne betragtes som troværdig, siger de tre europæiske stormagter.

Forlovet ventede forgæves da kæreste var dræbt

Hidtil har det været svært at få belyst, hvad der egentlig skete i forbindelse med Jamal Khashoggis død.

Videooptagelser dokumenterer, at han gik ind på det saudiarabiske konsulat den 2. oktober for at få ordnet noget papirarbejde i forbindelse med et forestående bryllup.

Da Khashoggi ikke returnerede, slog hans forlovede, Hatice Cengiz, der ventede udenfor konsulatet, alarm.

I første omgang erklærede Saudi-Arabien sig fra officiel side uvidende om hans skæbne. Først 18 dage senere indrømmede saudiaraberne så officielt, at Khashoggi blev dræbt ved et 'uheld' efter at være kommet i slagsmål. Khashoggis lig er dog stadig ikke blevet fundet. 

Søndag nåede Saudi-Arabien så langt som til at kondolere de efterladte og indrømme, at der var begået en 'fejl' på konsulatet.

- Det er en frygtelig tragedie og en forfærdelig fejl. Vi føler deres smerte og sender vores kondolencer, siger udenrigsminister Adel al-Jubeir i et interview med Fox News.

- Jeg kan forsikre, at de skyldige for det her, vil blive draget til ansvar, lød det fra Adel al-Jubeir til den amerikanske tv-station.

Den danske udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) vil først afvente yderligere undersøgelser, inden der skrides til en mere formel reaktion mod Saudi-Arabien.

- Det er klart, at hvis bare en brøkdel af det, vi har hørt, er rigtigt, så er det fuldstændig horribelt. Men det er vigtigt, at den igangværende undersøgelse bliver gjort færdig, sagde Anders Samuelsen lørdag til TV 2.