Udland

Trump vil trække USA ud af 144 år gammel postaftale

Internethandel og varer fra Kina er konkurrenceforvridende for amerikanske virksomheder. Derfor skal den gamle aftale laves om, mener USA.

USA med præsident Donald Trump i spidsen gør klar til at træde ud af en international postaftale.

Det oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Verdenspostforeningen (UPU) blev oprettet i 1874 og har i dag 192 medlemslande. Traktaten holder omkostningerne nede ved mindre forsendelser fra udviklingslande, mens rigere lande betaler højere takster - herunder USA.

Amerikanerne kritiserer aftalen for at være konkurrenceforvridende, da det er billigere at sende en vare fra Kina til USA, end det er for amerikanske virksomheder at sende inden for landets grænser. Det skader samtidig landets postvæsen, lyder argumentet.

Håbet fra amerikanernes side er, at de ved at trække sig fra aftalen kan sætte scenen for at forhandle en ny og mere fordelagtig aftale på plads.

- Hvis forhandlingerne er succesfulde, er Trump-administrationen klar til droppe sit udtrædelsesvarsel og forblive i UPU, siger Det Hvide Hus’ talskvinde, Sarah Sanders, ifølge Reuters.

Internethandel presser selskaber i USA

Verdenspostforeningens generalsekretær, Bishar Hussein, oplyste onsdag, at han vil forsøge at få et møde i stand med USA, hvor de kan diskutere sagen.

- UPU er fortsat forpligtet til at nå de noble mål for internationalt samarbejde ved at arbejde sammen med alle sine 192 medlemslande for at sikre, at traktaten bedst tjener alle, udtaler han i en erklæring.

Ifølge BBC ønsker USA at ændre posttraktaten, så landene fremover selv kan bestemme taksterne for forsendelser under to kilo. Det kan de allerede i dag for større pakker.

Den øgede internethandel har medført en stor stigning i antallet af mindre forsendelser, og den nuværende aftale er derfor ikke længere tidssvarende, mener amerikanerne.

Trump vil ændre Kinas status

Truslen om at træde ud af den 144 år gamle aftale er det seneste skridt i Donald Trumps tilgang til international handel, hvor han sætter USA først.

Det har ført til en toldkrig med adskillige lande, men særligt Kina er af den amerikanske præsident blevet beskyldt for at udnytte sin position som den største eksportør af varer til USA.

Kravet om en ny aftale har derfor som sit klare formål at få Kina til at opgive sin status som udviklingsland, vurderer BBC’s asienkorrespondent, Karishma Vaswani. Kina har haft sin nuværende status, siden de blev medlem af UPU i 1969.

Talsmand for Kinas udenrigsministerium Lu Kang udtaler, ifølge Reuters, at Kina ser på amerikanernes beslutning med beklagelse, da de mener, at traktaten har haft en positiv effekt på handel og kommunikation landene imellem.