Udland

Masseflugt blandt kinesiske filmselskaber efter filmstjernes skattesag

Et medie fortæller, at over 100 film- og tv-produktionsselskaber vil rykke til en anden by.

Efter rygter om skattesvindel var den kinesiske skuespillerinde Fan Bingbing som forsvundet fra Jordens overflade. 

Da hun efterfølgende blev påbudt at betale en kæmpebøde til de kinesiske myndigheder, dukkede skuespillerinden op igen. 

Sagen om Fan Bingbings skattesvindel har nu fået de kinesiske myndigheder til at tale i en strengere tone over for de kinesiske filmproduktionsselskaber, der ligger i den kinesiske by Khorgos. 

Det skriver South China Morning Post.

Mediet fortæller, at de kinesiske myndigheder har sat en større undersøgelse i gang, som skal afsløre skatterelaterede smuthuller for virksomheder i Khorgos. Og det betyder, at over 100 kinesiske film - og tv-produktionsselskaber har ansøgt om at få lov til at rykke til en anden by.

Skattefri zone

Khorgos blev af den kinesiske stat etableret som en særlig økonomisk zone i Kina i 2011. De lokale myndigheder besluttede, at alle nye virksomheder de første fem år skulle have lov til ikke at betale skat, såfremt de flyttede til Khorgos. Det skulle lokke virksomheder til byen.

Og nu skal film- og tv-produktionsselskaberne i byen altså undersøges grundigt, efter det er kommet frem, at Fan Bingbing ifølge de kinesiske myndigheder ikke havde betalt den skat, hun skulle.  

Hun blev pålagt at betale cirka 824 millioner danske kroner som straf.

Fan Bingbing er internationalt kendt for at medvirke i film som 'Iron Man' og 'X-Men'. 

Skuespillerinden erkendte sin lovovertrædelse, efter hun var kommet frem fra sit skjul. Hun fortalte, at hun havde været sløset omkring sine virksomheder, og at hun accepterede sin straf.