Udland

Kontroversiel journalist hånede erotiske figurer på tempel – nu risikerer han fængsel

Satire om erotiske figurer har skabt ny debat om religion og ytringsfrihed i Indien. Journalisten risikerer at komme i fængsel for blasfemi.

En sag om en video foran et tempel med elskovsfigurer skaber lige nu debat i Indien.

I centrum af historien er den kontroversielle journalist og satiriker Abhijit lyer-Mitra, der risikerer fængselsstraf, fordi han ifølge anklagerne har ansporet religiøse følelser i en kort video, der er blevet lagt på Twitter.

Sagen er blevet fulgt af mange af de store og toneangivende indiske medier, og den har pustet til debatten om religion og ytringsfrihed i landet.

Jeg er skrækslagen, men det kan jeg ikke vise. For så har de allerede vundet

Abhijit lyer-Mitra

Konflikten startede, da Abhijit lyer-Mitra 16. september lagde en video op fra Konarktemplet.

Hindutemplet er kendt som ’Sol-templet’, stammer fra det 13. århundrede og er med på UNESCO’s liste over Verdensarv.

I videoen fortæller Abhijit lyer-Mitra, at templet ikke er et tempel, men i stedet et ’humple’ i den betydning, at det er et sted med motiver, hvor folk har orgier.

TV 2 har talt med Abhijit lyer-Mitra, der fortæller, at han var ved templet med en ven som turist.

- Vi tog en bil ud til templet og besluttede at lave videoen som satire for at vise, at folk i det 13. århundrede var mere seksuelt åbensindede i Indien end i det 21. århundrede, siger han.

Men i løbet af kort tid viste det sig, at det langt fra var alle, der fandt videoen sjov, og der var mange, som krævede, at Abhijit lyer-Mitra blev straffet for sine udtalelser.

- Først grinede jeg og syntes, at det var morsomt. Men så blev jeg sur. De gravede igennem min Twitter-profil, og der fandt de en gammel samtale, der var lavet i sjov. Den brugte de til at lave nye anklager, siger Abhijit lyer-Mitra til TV 2.

Det ligger lige under overfladen, og der er spændinger mellem især hinduer og muslimer

Thomas Sehested, leder af Dansk Kulturinstitut i Indien

Efterfølgende blev han flere gange anholdt og løsladt mod kaution.

Men for få dage siden besluttede landets højesteret, at han ikke kan løslades mod kaution. Derfor skal han nu i fængsel, mens han venter på sin retssag.

Puster nyt liv i debat

Siden Abhijit lyer-Mitra blev anholdt, er sagen om ham blevet bragt i mange af de toneangivende indiske medier, hvor den har skabt debat om ytringsfriheden i landet.

For få dage siden gik det så vidt, at en af landets store aviser, The Hindu, brugte avisens lederspalte på at tale Abhijit lyer-Mitras sag og harcelere mod blasfemilovgivningen i landet.

Ifølge avisen viser sagen, at "nogle strafferetslige bestemmelser er gode værktøjer til at chikanere".

I lederen skriver The Hindu også, at højesterettens begrundelser for at sende Abhijit lyer-Mitra i fængsel er "mindre end passende".

Specielt en formulering fra højesteretten har vakt voldsom debat i flere medier og på de sociale medier.

- Hvis dit liv er i fare, hvilket bedre sted er der så end fængslet?

Andre medier stiller nu spørgsmålet: Er religiøse menneskers følelser vigtigere end ikke-troendes rettigheder?

- Sagen er et symptom på en stor diskussion i Indien. Den viser, at Indien på den ene side skal balancere mellem demokratiske værdier som ytringsfrihed og på den anden side hensynet til religionerne, siger Thomas Sehested, der er leder af det nystiftede Dansk Kulturinstitut i Indien, til TV 2.

Han fortæller, at der i de senere år har været tendenser til, at hensynet til religionerne – ikke mindst ”højtråbende hindufundamentalister” – har vægtet højere.

- Det synes jeg er en bekymrende udvikling, blandt andet fordi det religiøse hensyn ikke vises i samme udstrækning over for det muslimske mindretal.

Ifølge Thomas Sehested er der meget stærke kræfter på spil, når det handler om at krænke religion.

- Det ligger lige under overfladen, og der er spændinger mellem især hinduer og muslimer.

Derfor er man i Indien ”ret skrap”, når det handler om at behandle religiøse emner. Blandt andet nævner Thomas Sehested den indiske filmindustri som et eksempel på, at der har været ”en stigende grad af konservatisme”.

Bliver brugt i politisk magtkamp

Abhijit lyer-Mitra fortæller TV 2, at han mener, at han bliver brugt som brik i en politisk kamp, fordi han er venner med et medlem af det indiske parlament.

Den ven er i konflikt med en anden magtfuld politiker.

Onsdag behandlede en domstol Abhijit lyer-Mitras sag, men han mødte ikke op, så nu er sagen udsat til den til 23. oktober. 

Abhijit lyer-Mitra fortalte TV 2 dagen før retsmødet, at han var sikker på, at han endte i fængslet, uanset hvad han gjorde.

- Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, for her er fængsel en eufemisme for tortur.

Abhijit lyer-Mitra frygter, at han kommer til at sidde i fængslet i flere år, inden hans sag kommer for en dommer.

Han fortæller, at han højst sandsynligt vil blive tortureret, så han vil give en udtalelse, der kan ramme hans politikerven.

Men han er fast besluttet på at holde facaden i mødet med retssystemet.

- Jeg er skrækslagen, men det kan jeg ikke vise, for så har de allerede vundet.