Udland

Lille norsk fodboldklub fandt 500.000 i postkassen - og det er sket to gange før

Den norske landsby Varhaug er lige nu centrum for noget af et mysterium.

Når Morten Jelsa, der er formand i den lille norske fodboldklub Varhaug IL, normalt tømmer sin postkasse, finder han som regel kun avisen Aftenbladet.

Torsdag var værdien af indholdet dog en del større end bare dagens avis. Her lå nemlig fem kuverter med hver 100.000 norske kroner i.

- Jeg gik ind og åbnede dem og så, hvad det var, tog et par billeder, og så gik jeg i banken med det hele, siger Morten Jelsa til den norske tv-station NRK.

Kuverterne var uden afsender, men skulle ses som en anonym gave til den lokale fodboldklub, der spiller i Norges femtebedste række.

Det er ikke første gang, de oplever, at postkassen pludselig bliver gavmild over for klubkassen i Varhaug IL.

Det er nemlig tredje gang inden for få år, at Morten Jelsa gør en lignende fangst i sin postkasse, og serieklubben har nu modtaget i alt halvanden millioner kroner fra en hemmelig giver.

Sidst, det skete, var i 2016 og før det i 2014. Alle tre gange er pengene blevet leveret til Morten Jelsas private postkasse.

- Man ved ikke andet, end at der er en ældre dame, som er meget glad for Varhaug. Hun sætter stor pris på det arbejde, der er gjort herude. Mere ved jeg ikke, siger Morten Jelsa.

Ny tribune

De mange penge betyder, at Varhaug IL har et unikt fodboldanlæg for en klub af sin størrelse.

Tidligere har der ikke fulgt noget krav med pengene, men ved den seneste donation var også et maskinskrevet brev, som øremærkede pengene til et specielt byggeri, hvilket er første gang.

- På brevet stod der, at en brevdue havde hvisket vedkommende i øret, at Varhaug IL drømmer om at bygge en ny tribune. Giveren håber på, at den nye tribune vil være let tilgængelig for ældre og foreslår, at vi kan kalde den 'Postkassen', siger Morten Jelsa til TV 2 Norge.

Skulle den hemmelige velgører dukke op, så skal der nok blive plads til hende.

- Så må vi jo bære hende i guldstol. Hun slipper for elevatoren, siger klubformanden.