Udland

Han blev stukket ned og kaldte en kvinde for grim til voldtægt - søndag forventes han at vinde brasiliansk valg

Den brasilianske præsidentkandidat Jair Bolsonaro med en dukke af sig selv. Rodolfo Buhrer / Ritzau Scanpix

En tidligere general, der taler nedsættende til kvinder, kan blive præsident i Latinamerikas største land.

Søndagens præsidentvalg i Brasilien er allerede før afstemningen noget af et jordskredsvalg.

Højrefløjskandidaten Jair Bolsonaro er netop udskrevet fra hospitalet, efter han blev stukket ned under en valgkampagne i begyndelsen af oktober. Og han skiller vandene.

Den 63-årige tidligere general i militæret appellerer ifølge meningsmålingerne til et lille flertal af vælgerne med sine løfter om at slå nådesløst ned på den organiserede kriminalitet og bølge af overfald.

Han lover at være den lille mands talerør og beskytter, og så er han desuden erklæret modstander af fri abort. Det skiller vandene yderligere i det - i nogle samfundslag - stærkt katolske Brasilien.

Jair Bolsonaro taler dunder mod de eksisterende politikere og præsidentkandidater fra de traditionelle politiske partier. Han siger, at han med sit socialliberale parti (PSL) ikke har noget partipolitisk bagland, han skal leve op til, og at han ikke er involveret i de sidste års store korruptionsskandaler i Brasilien. På den måde kaldes han for en systemkritiker af politiske iagttagere, der også kalder Bolsonaro for Brasiliens Donald Trump.

Hun var så grim...

Jair Bolsonaro har flere gange udtalt sig nedladende om kvinder. For et par år siden sagde han til et kvindeligt kongresmedlem, at “hun var så grim, at ingen ville voldtage hende”. Det har kun splittet befolkningens holdning til ham yderligere. 

I begyndelsen af oktober blev han stukket ned ved et offentligt valgmøde, og han har derfor været indlagt indtil for en uges tid siden. Det har dog ikke forhindret ham i at drive valgkamp fra sygesengen med yderligere bombastiske udtalelser om Brasilien og rivalerne ved præsidentvalget.

Ifølge meningsmålingerne står han til at vinde første runde med få procentpoint flere end Fernando Haddad, der som kandidat for Brasiliens arbejderparti (PT) er symbolet på landets stærkt korrupte politik for en stor del af vælgerne.

Disse to kandidater forventes at skulle ud i en anden og afgørende valgrunde i slutningen af oktober. Tre andre kandidater ses som outsidere: Ciro Gomes fra det demokratiske arbejderparti, PDT, Geraldo Alckmin fra det brasilianske socialdemokrati (PSDB) samt Marina Silva fra partiet Bæredygtighed. Marina Silva er tidligere miljøminister under ekspræsident Lula i 00´erne.

Bolsonaros popularitet er det sidste års tid vokset eksplosivt. Det er sket i takt med, at Brasiliens og Latinamerikas største korruptionsskandale til dato har ramt diverse højtstående politikere, herunder arbejderpartiets ekspræsident fra 2003-2010, Luis Inacio Lula da Silva.

Samme Lula stod ifølge målingerne til at vinde præsidentvalget i første runde, men han blev for halvanden måned siden forbudt at opstille efter længere tids varetægtsfængsling og en mulig ubetinget fængselsstraf på 12 år for korruption.

En valggyser i sigte

Brasilien har i nu fire år lidt under en økonomisk krise, der i dag er blevet til en decideret recession. 

Lige før de olympiske lege i Rio de Janeiro i 2016 blev daværende præsident Dilma Rousseff fra arbejderpartiet afsat ved en politisk rigsret.

Søndagens valg kan blive en gyser, fordi både Bolsonaro, Haddad og Gomes kan blive de to kandidater, der går videre til en forventet anden valgrunde.

Imens polariseres vælgerne for og imod særligt Jair Bolsonaro. I sidste weekend samledes omkring 130.000 personer i Brasiliens to største byer, São Paulo og Rio de Janeiro, til en demonstration mod Jair Bolsonaro.