Værk til over otte millioner ødelagde sig selv midt under auktion

En makulator i rammen på værket 'Girl with Balloon' sørgede for at Banksy-værk blev ødelagt efter hammerslag på auktion.

- Det ser ud som om, vi lige er blevet Banksy-ed.

Sådan lød det tørt fra Alex Branczik, øverste chef for auktionshuset Sotheby's i London, efter det prestigefyldte auktionshus fredag - ufrivilligt - var rammen om det seneste stunt fra den anonyme kunstner, der kalder sig Banksy. Det skriver blandt andet The Guardian.

Værket 'Girl with Balloon' havde netop nået et hammerslag på én million pund (cirka 8,46 millioner kroner, red.), da en anordning inde i værket udløste en makulator, som destruerede lærredet for øjnene af de chokerede auktionsdeltagere.

- Going, going, gone....(1. gang, 2. gang, 3. gang, solgt, red), skrev Banksy selv i en Instagram-opdatering.

Ifølge The Guardian er det stadig uklart, om den spektakulære ødelæggelse vil gøre den økonomiske værdi af værket større eller mindre.

- Vi har talt med køberen af værket, og han var overrasket over udviklingen. Vi diskuterer, hvad der nu skal ske, lyder det fra Sotheby's i en udtalelse til Financial Times.

Salgsprisen var blandt de højeste nogensinde for et Banksy-kunstværk.

Udover at Banksy kommer fra Bristol i det sydvestlige England, er det ikke meget, man ved om kunstneren. Han menes at være cirka 45 år gammel, og i 90'erne skal han have været medlem af en graffiti-gruppe i Bristol ved navn Bristol DryBreadZ Crew.

I de senere år har han flere gange chokeret i kunstverdenen med sine værker, der ofte er samfundskritiske og satiriske. For tre år siden åbnede han - med klar adresse til Disneyland - Dismalland (Fortvivlelsesparken, red.), der er en "familiepark uegnet for mindre børn", som det blev udtrykt.

Selv deltager Banksy ikke i auktioner, da han anser dem for at være for kapitalistiske.

Kunstneren har tidligere udtrykt stor vrede over, at samlere betaler for at købe hele mure for at sikre sig hans kunstværker.

Kunstredaktør Maria Kjær Themsen fortæller, hvordan Banksy siden 00’erne har været den mest berømte street art-kunstner i verden.