Udland

Ødelagt maleri vækker begejstring: - Det er jo et ypperligt kunstværk

Eksperter er enig om, at makuleringen af Banksys kunstværk er et kunstværk i sig selv.

Den verdensberømte, anonyme kunstner ’Banksy’ tog fusen på de fremmødte ved en auktion i London, da kunstværket ’Girl with balloon’ makulerede sig selv, kort efter det var røget under hammeren.

Og med en pris på mellem otte og ni millioner danske kroner, var det ikke et hvilket som helst billede, der blev destrueret foran de måbende deltagere ved auktionen.

Den danske kunstner Kristian Von Hornsleth er vild med happeningen fra den britiske kunstner.

Han har selv stået bag en happening, hvor han smadrede et af sine billeder, som folk kunne få et fragment af med hjem. Desuden har han gang i et projekt, hvor han ridser budskaber ind i folks dyre Rolex-ure.

Vil blive husket som noget særligt

Han mener ikke, at ’Banksys’ kunstværk bliver ødelagt af, at det blev makuleret. Tværtimod.

- Så bliver det en del af en performance. Billedet vil blive husket som noget helt særligt. Det er en enormt modig, sjov og pågående og udfordrende måde at få os andre til at huske det, siger Kristian Von Hornsleth.

Maria Kjær Themsen, der er kunstredaktør ved Dagbladet Information, er enig i den analyse. Hun mener, at happeningen i sig selv er et kunstværk.

- Det er det i det, at det bliver vist i en kunstsammenhæng som denne, hvor nogle af de mest toneangivende folk sidder og følger med, og det bliver spredt udover hele kloden. Så det er jo et ypperligt kunstværk, siger hun.

- Nu har han lavet et nyt værk ud af sit oprindelige originale værk. Det er jo kunstneren, der står bag det her, derfor er det selvfølgelig kunst. Det kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved, siger hun.

Kunstredaktør Maria Kjær Themsen fortæller, hvordan Banksy siden 00’erne har været den mest berømte street art-kunstner i verden.

Køberen af kunstværket har endnu ikke meldt ud, hvordan han forholder sig til, at maleriet blev destrueret kort efter, at hammerslaget var faldet.

I et opslag på Instagram forklarer Banksy, at han i hemmelighed byggede makulatoren ind i maleriet for et par år siden med det formål at benytte den, hvis maleriet nogensinde kom på auktion.

Banksy er en af de mest berømte streetart-kunstnere i verden. Men det er ikke meget offentligheden ved, om den britiske kunstner.

Banksy kommer fra Bristol i det sydvestlige England og menes at være omkring 45 år gammel. Banksys kunstværker er ofte politisk satire.

I de senere år har han flere gange chokeret i kunstverdenen med sine værker, der ofte er samfundskritiske og satiriske. For tre år siden åbnede han - med klar adresse til Disneyland - Dismalland (Fortvivlelsesparken, red.), der er en "familiepark uegnet for mindre børn", som det blev udtrykt.

Selv deltager Banksy ikke i auktioner, da han anser dem for at være for kapitalistiske.

Kunstneren har tidligere udtrykt stor vrede over, at samlere betaler for at købe hele mure for at sikre sig hans kunstværker.