Udland

Ronaldos voldtægtssag bekymrer milliardsponsoren Nike

Kontrakten mellem Nike og Ronaldo sikrer topspilleren op mod en milliard dollars.

Den store amerikanske producent af sportsudstyr Nike, der er sponsor for den voldtægtsanklagede fodboldstjerne Cristiano Ronaldo, udtrykker nu sin store bekymring over sagen.

Sagen har ikke haft praktiske konsekvenser for forholdet mellem Ronaldo og Nike, men selskabet forsikrer, at man nøje følger sagens udvikling.

- Vi er stærkt optaget af de bekymrende beskyldninger og vil fortsat følge situationen nøje, siger selskabets presseafdeling til AP.

Den portugisiske fodboldstjerne beskyldes for at have voldtaget en amerikansk kvinde, Katryn Mayorga, i 2009 på et hotel i Las Vegas.

Ronaldo selv har afvist beskyldningerne og siger, at han har "ren samvittighed":

- Jeg afviser fuldstændigt disse beskyldninger. Voldtægt er en afskyelig forbrydelse, som strider imod alt, hvad jeg er og står for, skriver han i et opslag på de sociale medier.

Betalt for at tie

Katryn Mayorga har forklaret, at hun dengang blev presset til at acceptere en aftale om at tie om voldtægten mod en betaling på 375.000 dollars (svarende til cirka 2,5 millioner danske kroner, red.) - en aftale, som hun nu har fortrudt.

Den påståede betaling er småpenge for Cristiano Ronaldo i sammenligning med, hvad det kan koste ham, hvis kontrakten med Nike bliver berørt af sagen.

I 2016 underskrev Nike og Ronaldo en såkaldt ’livstidskontrakt’, der ifølge finansmagasinet Forbes vil indbringe Ronaldo 24 millioner dollars (svarende til cirka 155 millioner kroner, red.) om året resten af hans liv – samlet set kan det blive til mere end en milliard dollars.

Nike har da også allerede lavet en serie af fodboldstøvler og andet sportsudstyr med Ronaldos navn på.