Udland

Nybagt mor og premierminister tog baby med på job i FN

Godt nok er hun kun tre måneder gammel, men newzealandske Neve Te Aroha Ardern Gayford har allerede skrevet verdenshistorie. Carlo Allegri / Ritzau Scanpix

Kun få dage før hun overtog jobbet som premierminister, opdagede newzealandske Jacinda Ardern, at hun var gravid.

I disse dage er beslutningstagere fra alle dele af verden samlet i New York til FN’s 73. generalforsamling.

Blandt de tilstedeværende er alt fra kongelige til statsledere og NGO’er. Og så er tre måneder gamle Neve som den første baby nogensinde også med til det årlige møde.

Det skriver BBC.

Den newzealandske førstebaby sad stille med sin far, mens hendes mor holdt tale ved FN's generalforsamling.

Den spæde pige er datter af den newzealandske premierminister, Jacinda Ardern, der mandag holdt tale i FN, mens hendes ægtemand passede Neve nede på tilskuerrækkerne.

Lige til historiebøgerne

37-årige Ardern overtog embedet den 17. oktober 2017, men selvom hun kun har siddet på posten i knap et år, har hun allerede skrevet sig ind i de newzealandske historiebøger.

Få dage før indsættelsen fandt hun nemlig ud af, at hun var gravid, og i juni fødte hun Neve Te Aroha Ardern Gayford. Det er første gang i New Zealands historie, at en premierminister nedkommer med et barn, og det er kun anden gang i verdenshistorien, det sker.

Desuden er Ardern både den yngste premierminister, landet har haft, siden 1856 og den første til at tage barsel under embedsperioden.

Og så er hun den første kvindelige statsleder i historien, der har taget sin baby med til et FN-møde.

Premierminister Jacinda Ardern holdt tale under Nelson Mandela-fredsmødet mandag.

Med på tur af praktiske årsager

Når den nybagte mor vælger at tage sin lille datter med på en seks dage lang tur til New York, er det af praktiske årsager. Ardern prioriterer nemlig at amme.

- Hun er faktisk også altid i nærheden af mig hjemme i New Zealand, fortæller hun ifølge BBC.

Og lige i nærheden af Neve er også altid Arderns ægtemand, Clarke Gayford, der i øjeblikket er hjemmegående husfar, mens hans kone styrer landet.

Mødre er velkomne i FN

Hos FN byder man lille Neve velkommen med åbne arme. Hun har sågar fået sit eget adgangskort.

- Premierminister Ardern viser, at ingen er bedre kvalificeret til at repræsentere sit land end en arbejdende mor, lyder det fra talsmand for FN Stephane Dujarric til Reuters.

- Kun fem procent af verdens ledere er kvinder, så vi er nødt til at få dem til at føle sig så velkomne som muligt.

Afstemning

Hvad synes du om, at premierministeren tager sin datter med på job?

New Zealand som foregangsland

At det lige netop er en kvindelig newzealandsk statsleder, der vælger at være den første til at medbringe sin baby, vil muligvis ikke chokere dem med kendskab til landets historie.

New Zealand har nemlig på mange måder været et foregangsland, når det drejer sig om ligestilling mellem kvinder og mænd.

Landet var eksempelvis det første i verden, der valgte at give kvinder stemmeret. Det skete i 1893 – altså 22 år før danske kvinder fik samme mulighed.

Ardern er desuden den tredje kvindelige premierminister i landets historie. I Danmark har vi som bekendt kun haft én kvindelig statsminister. Det var, da Helle Thorning-Schmidt stod forrest i dansk politik fra 2011 til 2015.