Udland

Havskulpturpark på Maldiverne destrueret: Den var i strid med Islam

Et helt nyt og meget fotograferet kunstværk ude i Det Indiske Ocean er blevet ødelagt, efter klager over at værket var fyldt med statuer af mennesker.

Politiet på Maldiverne har netop ødelagt en helt ny skulpturpark af den britiske kunstner Jason Decaires Taylor.

Kunstværket bestod af 30 skulpturer på og omkring en konstruktion ude i havet. Statuerne blev overskyllet af tidevandet, og de kunne således ses over og under vandet på forskellige tidspunkter af døgnet.

Formålet med Jason Decaires Taylors såkaldte Coralarium var at give folk en oplevelse, mens korallerne langsomt skulle dække skulpturerne i det klare turkisblå hav.

Men de levende væsner, der nåede at sætte sig fast på skulpturerne, fik en kort eksistens.

Fredag den 21. september gik ordensmagten nemlig løs på kunstværket med hamre, hakker og vinkelslibere, fordi landets præsident har afgjort, at værket krænker Islam.

Coralariet var netop blevet indviet i juli måned 2018. Det stod ud for feriecenteret Sirru Fen Fushi, og kunstværket har været omtalt i medier over hele verden.

For eksempel hos amerikanske CNN og britiske Daily Mail.

Der har netop været præsidentvalg på Maldiverne, der er hjem for 340.000 sunnimuslimer, og lige inden valget beordrede den afgående præsident Abdulla Yameen, at statuerne skulle ødelægges.

Forbudt ifølge Islam

I en meddelelse fra præsidentkontoret den 27. juli i år fik feriecenteret en frist på 24 timer til at fjerne statuerne. 

Kunstværket blev ifølge avisen Maldives Independent kritiseret af muslimske gejstlige, der mente, at menneskeformede skulpturer var at betragte som afgudebilleder og derfor forbudt i Koranen.

Præsidenten var tilsyneladende enig i de religiøse lederes betragtninger, og da feriecenteret forsøgte at gå rettens vej for at forhindre ødelæggelsen, afgjorde domstolen, at menneskeskikkelserne skulle væk.

Ifølge Maldives Independent afgjorde retten helt præcist, at skulpturerne var en trussel mod "Islamisk enhed, samt statens fred og interesser", og at det var nødvendigt at fjerne dem for at "beskytte de fem søjler i Islam".

Fredag den 21. september gik myndighederne så i aktion.

- De menneskeformede skulpturer ved Sirru Fen Fushi feriestedets Coralarium blev fjernet, og stedet var renset i dag klokken 17.45, hed det efterfølgende i en meddelelse fra politiet.

- En venlig proces

Der blev lagt billeder ud på sociale medier, hvor man kan se statuerne blive ødelagt.

På en af videoerne kan man høre en mand sige: "Gud er Stor", mens statuerne bliver ødelagt.

Kunstneren bag skulpturerne, Jason Decaires Taylor, skriver på Instagram, at han er "ekstremt chokeret og ked af", at værket er blevet ødelagt. 

Feriecenteret oplyser i en meddelelse til Maldives Independent, at de er "meget overraskede" over, at myndighederne sendte folk ud for at fjerne "det økologiske kunstværk".

- Processen var fredelig og venlig og uden afbrydelser af vores verdensberømte service, lyder det fra centeret.

Centeret oplyser, at man nu er i færd med at gentænke kunstværket for at skabe et undervandsgalleri, der er "i harmoni med de lokale indbyggere og den lokale regering".

Regeringen var indtil for nylig styret med hård hånd af Maldivernes præsident, Abdulla Yameen. 

Han havde ingen problemer med at godkende, at der blev opstillet store menneskeformede figurer af sig selv inden valget.

Et billede af en af figurerne endte på Twitter med teksten:

- Se et afgudebillede af YAG (Abdulla Yameen, red.)  på broen lige nu.

Abdulla Yameen, der ellers har været Maldivernes stærke mand i fem år, tabte ganske uventet præsidentvalget til den ukendte Ibrahim Mohamed Solih, og efter massivt internationalt pres har han indvilliget i at trække sig tilbage den 17. november i år.

Men der er ikke udsigt til, at menneskestatuerne vender tilbage.