Trump om sexanklager mod dommer: - Det er fuldstændigt politisk
USA's præsident siger, han står ved dommer Brett Kavanaughs side, selv om to kvinder anklager ham.
USA's præsident, Donald Trump, kalder mandag sexanklagerne mod hans nominerede dommer til Højesteret, Brett Kavanaugh, for "fuldstændig politisk".
Det siger Trump til journalister i New York.
Hans kommentar kommer, efter endnu en kvinde er gået ud offentligt og har sagt, at Kavanaugh forulempede hende seksuelt på hendes første år som student på universitetet Yale.
- Der er en mulighed for, at dette bliver den mest uretfærdige ting, der er overgået en kandidat, men jeg står ved dommer Kavanaughs side, siger han.
- Efter min mening er det fuldstændig politisk.
Skal afhøre kvinde om voldtægtsforsøg
Torsdag skal et udvalg i Senatet afhøre en kvinde, der siger, at hun under en ungdomsfest blev forsøgt voldtaget af Kavanaugh. Hun var 15 år og han 17, og de gik på den samme privatskole.
Republikanerne er opsat på at få en hurtig afstemning, hvor man godkender den konservative Kavanaugh som ny dommer i Højesteret.
Det vil kunne sikre et konservativt flertal i Højesteret i flere årtier frem og kan få stor betydning for den politiske udvikling i USA.
Bliver afstemningen udsat, vil der formentlig først kunne stemmes efter midtvejsvalget i november. Her har demokraterne en lille chance for at fratage republikanerne flertallet i Senatet.