Udland

Ny formand for Sveriges rigsdag valgt - får vigtig rolle i regeringsdannelse

Sveriges Riksdag har valgt de borgerlige partiers kandidat, Andreas Norlén, til den vigtige post som talman.

Sveriges Riksdag har mandag valgt de borgerlige partiers kandidat, Andreas Norlén fra Moderaterne, til den vigtige post som talman, der skal lede arbejdet med at finde Sveriges næste statsminister.

Talmannen kommer traditionelt fra det parti, som har fået flest stemmer, men denne tradition er blevet brudt i den nuværende situation.

Talmannen har tre vicetalmän til at hjælpe sig. Disse kommer som regel fra det andet- og tredjestørste parti.

Mandagens møde er det første efter valget i Sverige 9. september.

Valgt med stort flertal

Der blev indleveret 348 stemmesedler til afstemningen.

Heraf pegede de 145 på Åsa Lindestam, mens 203 pegede på Norlén og sikrede ham valget. Det skriver Aftonbladet.

Dermed bliver Åsa Lindestam første vicetalman.

Leder arbejdet i Rigsdagen

Talman er det højeste embede, man kan vælges til i Sverige. Formelt set er det talsmanden, som leder arbejdet i Rigsdagen, som har 349 medlemmer. Han får dermed afgørende betydning for en regeringsdannelse.

Han kommer med forslag til, hvem der skal være statsministerkandidat efter at have ført forhandlinger med de forskellige partiledere. Herefter skal den nye statsministerkandidat forhandle en regering på plads.

Talmannen har fire forsøg til at foreslå en statsministerkandidat. Hvis ingen af hans kandidater godkendes, skal der udskrives et nyt valg.

Det er fortsat uklart, hvilken regering Sverige får, da både den røde og den blå blok er uden klart flertal, da ingen af blokkene vil samarbejde med Sverigedemokraterna.

Vælger statsminister tirsdag

Sveriges Rigsdag holder tirsdag morgen en tillidsafstemning om statsminister Stefan Löfven. Det oplyser ledende socialdemokrater til det svenske nyhedsbureau TT.

Det sker efter, at medlemmerne af Riksdagen mandag valgte de borgerlige partiers kandidat, Andreas Norlén fra Moderaterna, til den vigtige post som talman. Det er talmannen, som kommer til at udpege den næste statsminister.