KOMMENTAR: Kavanaugh-anklagerne og 'det intergalaktiske freakshow'
KOMMENTAR: Den politiske rygmarvsreaktion i kølvandet på anklagerne mod Brett Kavanaugh illustrerer partiernes desperation.
For knap en uge siden var bekræftelsen af Brett Kavanaugh som ny højesteretsdommer ikke mere end en formalitet.
Senatshøringerne var overstået, og selvom den politiske opposition i form af Det Demokratiske Parti havde formået at markere sig med en meget spektakulær form for politisk teater under høringerne – primært for at tilfredsstille den højlydte del af parties kernevælgere frem mod midtvejsvalget til november og det kommende præsidentvalg i 2020 -, var der ikke længere noget, der indikerede, at den 53-årige jurist ikke som minimum ville kun få de republikanske senatorers støtte ved den forestående afstemning.
Brett Kavanaugh lignende en ny højesteretsdommer udpeget på livstid.
Men så kom anklagerne fra den 51-årige psykologiprofessor Christine Blasey Ford om, at Brett Kavanaugh skulle have begået et overgreb mod hende for knap 35 år siden. Nu er det ikke længere mejslet i sten, at det bliver Brett Kavanaugh, der trækker den amerikanske højesteret mod højre.
En politisk proces
Her kan det ikke påpeges nok, at der er tale om en politisk proces, og at begge partier agerer med nogle politiske mål for øje. Vi er ikke vidne til en juridisk domsafsigelse om troværdigheden af Christine Blasey Fords anklager, men en politisk (og folkelig) vurdering af slagsen; og part(i)erne handler derefter.
Den overordnede dynamik er værd at have in mente i de kommende uger. Republikanerne og præsident Donald Trump vil have Brett Kavanaughs nominering til afstemning i Senatet så hurtigt som muligt. Det skal helst ikke blive et hængeparti tæt på midtvejsvalget, der finder sted den 6. november. Frygten er, at sagen yderligere vil kunne motivere demokratiske vælgere til at stemme og dermed få republikanerne til at miste flertallet i Kongressen. Af selvsamme årsag gør demokraterne alt for at trække en sag, de troede allerede var tabt, i langdrag og tættere på valgdagen.
Så er der selve anklagerne mod Brett Kavanaugh. Nu i flertal, fordi en anden kvinde natten til fredag stod frem og anklagede juristen for at presse sine kønsdele i ansigtet på hende og derefter tvinge hende til at røre ved dem, mens de gik på universitetet. En anklage som Brett Kavanaugh også har benægtet og betegner som endnu et element i en smædekampagne imod ham.
De seneste anklager er i skrivende stund endnu så dugfriske, at det er svært at forholde sig meningsfyldt til dem. Lad os derfor her fokusere på anklagerne fra Christine Blasey Ford og den forestående senatshøring på torsdag, hvor både Brett Kavanaugh og Christine Blasey Ford efter planen nu skal vidne under ed om anklagerne (jeg vil se det, før jeg tror det).
Det afgørende spørgsmål er selvfølgelig, hvor troværdige Christine Blasey Fords anklager er. Allerede her får man(d) de første mavekramper som USA-analytiker med et X- og et Y-kromosom. For selvfølgelig er jeg ikke i en position til at kunne vurdere disse anklager på en professionel måde. Jeg vil derfor som sagt tilgå anklagerne med et blik på det politiske element i sagen.
Et politisk bagholdsangreb?
Den politiske opposition – og det er igen meget vigtigt at fremhæve, at vi altså befinder os i en politisk og ikke en juridisk proces – har mildest talt ikke gjort meget for ikke at få den seneste uges tid til at ligne et sent men velorkestreret politisk bagholdsangreb.
At den demokratiske senator Dianne Feinstein i flere uger sad inde med en viden om Christine Blasey Fords anklage mod Brett Kavanaugh, men aldrig bragte det op i høringsprocessen – heller ikke bag lukkede døre i sine samtaler med Brett Kavanaugh eller over for partikolleger - har en bitter smag af partipolitik over sig.
Det samme må man sige om måden anklagernes advokater begår sig på i den her sag. Advokaternes argumenter er som taget ud af demokraternes talepapirer, og derfor kom det da heller ikke bag på mange, at selvsamme advokater efter planen skulle have rejst penge for en demokratisk politiker op til midtvejsvalget.
Christine Blasey Fords anklager vil med andre ord have fremstået noget mere troværdige i et politisk perspektiv, hvis hun havde fundet sig nogle andre/bedre advokater, og demokraterne havde håndteret sagen på en måde, der ikke var med til at så tvivl om anklagernes oprigtighed.
Republikanernes taktik: Så tvivl
Republikanerne fokuserer ikke overraskende på de manglende detaljer og skiftende forklaringer i psykologiprofessorens anklager:
At Christine Blasey Ford ikke entydigt kan datere hændelsen, hvilket ifølge traumeeksperter ikke nødvendigvis er odiøst, da traumer kan påvirke hukommelsen.
At der indtil videre ikke er vidner, der bakker Christine Blasey Fords historie op. Tværtimod har en række angiveligt tilstedeværende nægtet kendskab til episoden eller overhovedet at have været tilstede til den omtalte fest, hvor overgrebet skulle have fundet sted.
At Christine Blasey Ford for første gang talte om overgrebet knap 30 år senere i en samtale med sin psykiater, og at psykiaternes notater på nogle punkter afviger fra Christine Blasey Fords erindringer.
Igen: Der er tale om ting, der ifølge traumeeksperter ikke nødvendigvis er ualmindelige eller gør Christine Blasey Fords anklager utroværdige. Men republikanerne hæfter sig selvfølgelig ved dem af politiske årsager.
Oppositionens omvendte verden
Det har ikke været kønt at følge amerikansk politik i kølvandet på Christine Blasey Fords anklager den forgangne uges tid. Kombinationen af politisk desperation, #MeToo, og under 50 dage til et midtvejsvalg er en dårlig cocktail, når man ønsker en saglig og seriøs diskussion og dissekering af alvorlige anklager om overgreb, der kan få enorme konsekvenser for de involverede.
I ikke ubetydelige dele af Det Demokratiske Parti har det været helt konformt at kræve, at Brett Kavanaugh skulle bevise sin undskyld frem for, anklagerne skulle substantiveres. Ideen om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, skal man spejde langt efter.
Ligeledes måtte man ofte forstå, at Brett Kavanaugh skulle vidne som den første fremfor, at psykologiprofessoren faktisk fremlagde sine anklager under ed, og den potentielle højesteretsdommer så kunne svare på tiltalen.
Vel og mærke i en sag hvor det indtil videre er professorens hukommelse mod en række implicerede personer, der nægter at episoden skulle have fundet sted som postuleret.
Mange demokrater foretrækker en omvendt verden, hvor en potentiel højesteretsdommer skal forholde sig til anklager, han indtil videre primært har hørt om igennem pressen, før afsenderen af selv samme anklager præsenterer dem under ed.
Vel og mærke i en politisk proces, hvor en ikke ubetydelig del af oppositionen allerede har tilkendegivet, at de republikanske medlemmer af retsudvalget – som alle sammen er mænd – alligevel ikke vil kunne gå objektivt og åbent ind i afhøringen, fordi de jo er mænd.
Tænk, hvis en republikansk politiker havde argumenteret på samme måde mod en række kvindelige demokratiske senatorer.
”Et intergalaktisk freakshow”
Som republikaneren John Neely Kennedy sagde, så har det hele indtil videre været ”et intergalaktisk freakshow”.
Et freakshow som ingen er tjent med – hverken Christine Blasey Ford, Brett Kavanaugh eller det amerikanske demokrati for den sags skyld.
Desværre skal man nok ikke forvente, at vi har set kulminationen af selvsamme freakshow endnu. Tværtimod kan vi forvente et nyt klimaks, såfremt sagens to hovedpersoner virkelig skulle møde op i Senatet på torsdag og vidne under ed.