Udland

Vicejustitsminister forsøgte ifølge medie at afsætte Trump - nu kan han selv stå til fyring

Trump og Rosenstein under en samtale i marts i år.

Rod Rosenstein afviser en historie om, at han skulle have foreslået at lave hemmelige lydoptagelser af Trump.

USA's vicejustitsminister, Rod Rosenstein, afviser en historie i The New York Times, der handler om, at Rosenstein sidste år skulle have forsøgt at afsætte præsident Donald Trump.

Ifølge historien, som avisen bragte fredag, skulle Rosenstein i maj sidste år have foreslået at lave hemmelige lydoptagelser af præsident Trump for at afsløre, at han er uegnet til jobbet.

Vicejustitsministeren forsøgte angiveligt at rekruttere ministre, sådan at de kunne udløse den 25. tilføjelse i USA's forfatning. Den gør det muligt at afsætte en præsident, hvis præsidenten ikke kan varetage opgaven.

Afviser ikke udtalelserne

Rosenstein selv siger, at artiklen er "unøjagtig og faktuel ukorrekt".

- Jeg vil ikke yderligere kommentere en historie baseret på anonyme kilder, der tydeligvis er forudindtaget imod justitsministeriet for at fremme deres egen personlige dagsorden.

- Men lad mig slå dette fast: På baggrund af mine personlige kontakter med præsidenten er der intet grundlag for at udløse den 25. tilføjelse, skriver han i en pressemeddelelse.

Rosenstein og justitsministeriet nægter ikke udtalelserne direkte, men siger, at det drejede sig om sarkastiske kommentarer. Og netop det får flere medier til at spekulere i, at beskyldningerne mod Rosenstein rent faktisk holder stik, fortæller USA-analytiker Mirco Reimer-Elster til TV 2. 

- Han gør det rigtige ved at udtale sig - ellers var han blevet fyret. Men han taler kun i nutid og forholder sig meget vagt til udsagnene. Det undrer flere, siger han og uddyber: 

- Det støtter lidt op om artiklens troværdighed. Man kan også spørge sig selv, om en avis som The New York Times ville bringe en sådan historie, hvis de ikke var hundrede procent sikre sig deres sag. De risikerer jo at miste al troværdighed. 

Hverken den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, eller hans højre hånd, Rosenstein (th) må siges at være på god fod med Trump.

Utilfreds med sin indblanding i FBI-chefs exit

De omtalte udtalelser - sarkastiske eller ej - faldt under samtaler og møder med andre embedsmænd i justitsministeriet og FBI, blot få uger efter at Rosenstein var blevet indsat i april 2017.

Ifølge The New York Times skete det i forlængelse af, at Trump havde brugt et notat fra Rosenstein som begrundelse for at fyre FBI-chef James Comey. 

Et notat, han siden fik stor kritik for at have skrevet. Blandt andet fra den demokratiske senator i Connecticut, Christopher Murphy.

- Du skrev et notat, du vidste, ville blive brugt til at forevige en løgn. Du er skyld i dette sammenbrud, skrev han på Twitter. 

Offentliggørelsen af notatet gjorde Rosenstein vred, og han frygtede samtidig for sit omdømme, skriver The New York Times. I den forbindelse skulle han - ifølge mediet - have udtalt til flere medarbejdere, "at han ville søge retfærdighed i sagen".

Der skal ryddes op

Hovedpersonen selv nægter som beskrevet at kommentere yderligere på sagen, og heller ikke Trump har udtalt sig direkte om sagen på nuværende tidspunkt. 

Der har længe lugtet i justitsministeriet

Donald Trump

Affæren blev dog kort nævnt under et vælgermøde i Missouri fredag aften lokal tid. Her udtalte den amerikanske præsident, at "95 procent af medarbejderne i justitsministeriet og FBI er fantastiske og støtter ham", men at der er også er nogle "rigtig slemme nogle". 

- Der har længe lugtet i justitsministeriet. Men den stank skal vi nok komme af med, siger han, og henviser til, at der allerede er ryddet op i FBI. 

Præsidenten nævner ingen navne, men det er velkendt, at han ligger i krig med sin justitsminister, Jeff Sessions, og at han tidligere har haft problemer med diverse direktører i FBI. Heriblandt James Comey.

Er Rosenstein den anonyme kronikør?

Modsat sin far har præsidentens ældste søn ingen kvaler i forhold til at nævne navne, og efter publiceringen af The New York Times artikel, kæder han vicejustitsministerens navn sammen med den anonyme kronik avisen bragte tidligere på måneden. 

Med titlen 'Jeg er en del af modstandsbevægelsen i Trumps administration' berettede en ukendt - men angiveligt højtstående - medarbejder i Det Hvide Hus', at flere af Trumps nærmeste medarbejdere faktisk modarbejder deres chef, da de ikke mener, han er i stand til at varetage den præsidentpost, som amerikanerne har valgt ham til.

Kronikken satte gang i flere spekulationer om identiteten på den anonyme kilde.

Svaret herpå mener Donald Trump Jr. nu at have: 

- Vi har formentlig en vinder i vores søgen efter "den anonyme". Alt for at undergrave en præsident, der rent faktisk udretter noget for Amerika... til en forandring, skriver han på Twitter.

Magtkampen fortsætter 

Om det vitterligt er Rosenstein, der står bag kronikken vides ikke, og i den tidligere omtalte The New York Times-artikel understreger journalisterne, at de ikke har kendskab til kronikørens identitet, og at artiklen derfor er uden bånd hertil. 

Sikkert er det dog, at de anonyme anklager mod Rosenstein fungerer som benzin på det bål, der lige nu brænder mellem Trump og hans justitsministerium, fortæller Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor i amerikansk historie ved Syddansk Universitet. 

Frygten fra hans modstandere er, at han nu har fået en undskyldning for at gøre, hvad han hele tiden har villet: At fyre Rosenstein.

Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikansk historie ved Syddansk Universitet

En kamp, hvor banen kun blev yderligere kridtet op, da Trump forleden udtalte, at "han ikke har nogen justitsminister".

- En ting er, hvad er der sker efter midtvejsvalget. Det ved man ikke. Men hvis man ser på eksempelvis Fox News lige nu, er der stemning for, at Rosenstein skal afskediges, fortæller Niels Bjerre-Poulsen til TV 2 og afslutter:

- Frygten fra hans modstandere er, at han nu har fået en undskyldning for at gøre, hvad han hele tiden har villet: At fyre Rosenstein.

Fyring kan give bagslag

Men det ville muligvis være et skidt træk for Trump at fyre Rosenstein, lyder det fra USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

- Nøjagtigt som med Sessions er der trods alt pres indefra, der holder Trump fra at fyre ham. Det ville kaste Trump i et ekstremt dårligt lys, og folk vil undre sig over, om han har noget at skjule.

Hvad end, der sker, er USA-analytikeren ikke i tvivl om, at sagen vil bidrage til at skabe endnu mere splittelse i et i forvejen meget delt land.

- Trump bliver mere paranoid og ser fjender i egne rækker. Nu er det et faktum, at der er nogen, der modarbejder ham, siger han og fortsætter:

- Det er meget tankevækkende, at der er nogen, der finder det nødvendigt at inddæmme den folkevalgte præsidents magt. Det skaber splittelse, for andre opfatter det som landsforræderi.