Udland

Seks søskende i opsigtsvækkende kampagnevideo i USA: Stem ikke på vores bror

Paul Gosar, der her ses på et billede fra 2016, har ikke glæden af familiens støtte.

En demokratisk kandidat til den amerikanske kongres fra staten Arizona har gjort lidt af et kup i sit seneste reklamefremstød.

Det trækker op til akavet stemning over kalkunen til den næste Thanksgiving middag i Gosar-familien.

Den amerikanske politiker republikaneren Paul Gosar kan nemlig konstatere, at hele seks af hans søskende ikke støtter hans genvalg til USA's kongres ved midtvejsvalget den 5. november.

Og det har de valgt at fortælle om i en kampagnevideo til fordel for Paul Gosars modstander, demokraten David Brill.

Afsløring falder langt inde i videoen

Den godt et minut lange video indledes med en midaldrende kvinde, der præsenteres som en læge ved navn Grace. Hun fortæller om, hvordan Paul Gosar ikke hjælper det landlige område, han er valgt i, at han ikke går op i sundhedsforsikringer og at han ikke skaffer nogen jobs.

Herefter klipper den videre til advokaten David, medicinalarbejderen Jennifer og privatdetektiven Tim, der kritiserer Paul Gosar for hans dårlige politikker på mange forskellige områder, og konstaterer, at han ikke arbejder for hverken sit distrikt eller sine vælgere.

Først efter 42 sekunder afsløres det, at de alle er søskende til Paul Gosar, hvorefter de fire nævnte samt to yderligere søskende erklærer deres helhjertede støtte til modstanderen David Brill.

Se videoen her:

 - Svært at se ham som andet end racist

Selvom det lyder ret vanvittigt for seks søskende at angribe Paul Gosar på denne måde, så konkluderer den lokale avis Arizona Republic, at det er "brutalt, men ikke uventet".

Paul Gosar har nemlig markeret sig med flere særdeles kontroversielle holdninger og udtalelser. Blandt andet i august sidste år, da han sagde, at den voldelige neonazistiske march i Charlottesville i delstaten North Carolina var planlagt af venstreorienterede for at underminere Donald Trump.

- Det er svært at se min bror som andet end en racist, har Grace Gosar sagt i en anden planlagt reklamevideo ifølge Phoenix New Times.

Kan reklamen ødelægge Gosars chancer?

Der er nu godt seks uger til det imødesete midtvejsvalg, hvor Det Demokratiske Parti spås en reel chance for at overtage styringen med Repræsentanternes Hus for første gang siden 2010.

Derfor er ethvert opgør vigtigt, og spørgsmålet er, om den kritiske video er nok til at vippe Paul Gosar af pinden efter syv år på posten som kongresmedlem for Arizonas første og fjerde distrikt.

Nej, skriver CNN, som noterer, at det fjerde distrikt, som Gosar stiller op for i denne omgang, ikke generelt er anset for at være tæt. Det ligger i et landligt område, hvor Gosars republikanske parti generelt står meget stærkt. Gosar vandt med hele 40 procentpoint ved det seneste kongresvalg 2016, og Donald Trump og MItt Romney har begge vundet med lignende marginer ved de seneste to præsidentvalg.

Alligevel vælger seks af Gosars ni søskende altså at torpedere familierelationerne i håb om at give David Brill en minimal chance for at levere sensationen.

- Vi er nødt til at forsvare vores gode navn. Det er ikke, hvem vi er, siger David Gosar om broderens politik til Arizona Republic.