Kina indfører told på 60 milliarder dollar i svar til USA

USA har nu i alt indført told på kinesiske varer for 250 milliarder dollar.

Kina svarer nu som ventet USA igen ved at indføre told for 60 milliarder dollar på amerikanske varer fra 24. september.

Det skriver internationale medier.

- Hvis USA insisterer på at hæve taksterne endnu mere, vil Kina reagere på det, lyder det i en erklæring fra det kinesiske finansministerium.

Allerede tidligere tirsdag kom det frem, at den kinesiske regering var klar til at komme med en modreaktion på den told, som den amerikanske præsident, Donald Trump, vil indføre.

Langvarig strid

Den amerikanske told står ligeledes til at blive indført fra 24. september.

Trump indfører dog ti procents told på kinesiske varer for 200 milliarder dollar.

Det er den seneste eskalering i den langvarige handelsstrid mellem verdens to største økonomier.

I forvejen er der lagt ekstra told på kinesiske varer for 50 milliarder dollar. Så sammenlagt er det varer for 250 milliarder dollar, der er ramt.

Tæt på halvdelen af alle varer

Det er tæt på halvdelen af alle de varer, som Kina sælger til USA.

Trump har tidligere advaret Kina mod at svare igen.

- Hvis Kina griber til at straffe vores landmænd eller andre industrier, så vil vi øjeblikkelig gribe til fase tre, som er told på import for cirka 267 milliarder dollar, har præsidenten sagt.

Det er således en trussel om ekstra amerikansk told på alle varer fra Kina.

Direkte henvendt til Kinas leder, Xi Jinping, sagde Trump, at lederen skal stoppe den uretfærdige måde, som Kina driver handel på.