Russiske mænd var "bare på ferie" - men den forklaring køber May ikke
To mistænkte russere siger i interview på russisk tv, at de var i England som turister.
Det russiske statsejede medie Russia Today bringer i dag et interview med de to mænd, som de britiske myndigheder efterlyser i forbindelse med giftangrebet på eks-spionen Sergej Skripal og hans datter i den engelske by Salisbury.
De to mænd, Aleksandr Petrov og Ruslan Bosjirov, bekræfter, at de er de efterlyste personer, men at de intet kender til giftangrebet. Ifølge dem selv var de blot taget til byen som turister for at se den lokale katedral.
Torsdagens tv-interview på russisk tv er blot yderligere "forvirring og løgne" fra den russiske regerings side, lyder reaktionen torsdag fra Storbritanniens regering.
- Regeringen er klar over, at disse mænd er officerer i den russiske militære efterretningstjeneste, GRU, der har anvendt et dødeligt giftigt, ulovligt kemisk våben i vort lands gader, lyder det i en meddelelse fra Mays regering.
- Vi har gentagne gange bedt Rusland om en forklaring på, hvad der skete i Salisbury i marts. I dag har de - som vi har set det hele vejen igennem - svaret med forvirring og løgne.
Nervegift på hoveddør
Ifølge den britiske anklagemyndighed ankom de to russere til London den 2. marts. Her boede de, indtil de tog til den britiske by Salisbury 4. marts.
Senere samme dag blev den russiske eks-spion Sergej Skripal og hans datter, Julia, fundet bevidstløse på en bænk i byen. Ifølge myndighederne var de angrebet med nervegiften Novitjok, som var blevet smurt på deres dør.
TV 2s Rusland-korrespondent Uffe Dreesen mener, at de to mistænkte russere ”må længere ud i Sibirien” med deres forklaring om, at de blot var turister med interesse for katedralen i Salisbury:
- Jeg ved ikke, hvad det er for en spindoktor, de har sat på sagen. Det lyder mærkeligt. To mænd, som siger, at de var meget interesserede i den domkirke, som ikke ret mange briter kender. Da de kommer til Salisbury, går de rundt i nogle boligkvarterer langt væk fra domkirken. Straks efter tager de tilbage til London.
- Næste dag vender de tilbage til Salisbury, er der meget kort, og vender så tilbage til London og flyver hjem til Moskva. Fordi, som de siger, at de ikke brød sig om vejret. Der var for meget sne. Det siger altså to russere, som jo må være vant til en masse sne hjemme i Moskva. Det lyder meget usandsynligt, vurderer Uffe Dreesen.
Forvirring blandt briterne
TV 2s korrespondent i Storbritannien, Divya Das, fortæller, at sagen stadig er genstand for stor undren og forvirring blandt briterne:
- De føler ikke, at alle brikkerne er blevet lagt i det her puslespil. Jeg mødte en tilfældig mand i metroen i dag, som sad og læste en avisartikel om netop den her sag. Han kiggede på mig og sagde: "Det hele er så mærkeligt. Den ene dag får man en forklaring fra den ene side, og den forklaring bliver så modsagt af den anden side dagen efter. Det er meget forvirrende."
- Det er bare for at sige, at der stadig er briter, som ikke er overbeviste om det, den britiske regering siger. Nemlig at det er den russiske stat, der står bag angrebet, lyder det fra Divya Das i London.
- Vi arbejder i fitnessbranchen
De to mistænkte russere afviser kategorisk, at de er agenter. I interviewet med RT siger de, at de arbejder i fitnessbranchen.
- Måske kom vi i nærheden af Skripals hus, men vi vidste ikke, hvor det var, siger Ruslan Boshirov.
Ifølge de britiske efterforskere blev nervegiften transporteret i en parfumeflaske af mærket Nina Ricci. Og derfor giver det ikke mening, at de to mænd skulle stå bag, mener de selv.
- Er det ikke fjollet, hvis to anstændige fyre har en kvindeparfume? Alting bliver tjekket i tolden. De ville have spørgsmål, hvis mænd havde kvindeparfume med i bagagen. Det havde vi ikke, siger Ruslan Boshirov til RT.
Udtalelser matcher ikke efterretninger
Det britiske parlamentsmedlem John Glen, der er valgt i Salisbury, betegner de to mistænkte russeres udsagn som "ikke troværdige". Han siger, at deres udtalelser "ikke matcher de efterretninger, vi har".
Efter Skripal-angrebet blev en 45-årig mand og 44-årig kvinde også forgiftet i byen Amesbury. Britisk politi mener, at parret kom i kontakt med efterladt Novichok fra attentatet mod Sergej og Julia Skripal. Kvinden døde senere.
Sergej Skripal har tidligere været oberst i den russiske efterretningstjeneste. Han har angiveligt udleveret navne på dusinvis af russiske agenter til den britiske efterretningstjeneste, MI6.
Hele episoden har ført til diplomatisk krise mellem Storbritannien og Rusland.