Udland

Foreløbigt valgresultat klar i Sverige - kun ét mandat skiller blokkene

Optælling af det foreløbige resultat i tæt svensk valg er nu afsluttet. Et mandat skiller de store blokke.

Forskellen mellem de to største blokke i Sverige ender på ét mandat. Det viser den endelige sammentælling af stemmer fra valgdagen, brevstemmer og stemmer afgivet i udlandet. Nu mangler kun den sidste fintælling, der tidligst ventes afsluttet fredag.

Den rød-grønne blok bestående af de to regeringspartier, Socialdemokraterne og Miljöpartiet, samt Vänsterpartiet får 144 mandater.

Mandat gik til Centerpartiet

Et af de sidste mandater har i flere dage ligget på vippen mellem Centerpartiet og Sverigedemokraterne. Mandatet endte hos Centerpartiet, og dermed slutter den borgerlige blok, Alliansen, på i alt 143 mandater.

Sverigedemokraterne, der står uden for de to blokke, er endt på 62 mandater.

En række forskellige faktorer har forsinket det foreløbige resultat. På valgnatten kom to valgdistrikter eksempelvis for sent med deres stemmer, og de blev ikke talt med før dagen efter.

Derudover er nogle af stemmerne afgivet af svenskere i udlandet ikke blevet talt op før onsdag og torsdag. Det samme gør sig gældende for de stemmer, der blev afgivet i dagene op til valget.

Efter at alle stemmerne er kommet med, kan valgmyndighederne også slå fast, at valgdeltagelsen er steget. Den lander på 87,1 procent. Det er det højeste siden 1985, hvor 89,9 procent stemte.