Nye fiskearter opdaget på ekstrem dybde - de smelter, hvis de kommer op til overfladen

16x9
Sneglefisken er filmet i Atacamagraven i Stillehavet. Foto: Newcastle University

Det ekstreme pres fra havet er med til at holde sneglefiskens krop sammen.

Den blå, den pink og den lilla Atacama-sneglefisk.

Det er de midlertidige navne på de tre fiskearter, som et forskerhold netop har opdaget under udforskningen af et af de dybeste steder på jorden. På bunden af Stillehavet har de indfanget sjældne billeder af den sky sneglefisk. Det skriver Newcastle University.

Fiskene er en del af ringbugfamilien og adskiller sig fra stereotypen af en truende dybhavsfisk med store tænder. I stedet er de små, halvgennemsigtige og uden skæl, hvilket gør dem i stand til at leve, hvor kun få andre organismer kan.

- De er ekstremt skrøbelige

De nye arter er fundet og filmet 7500 meter under havets overflade af blandt andre forskeren Thomas Linley fra Newcastle University, der roser fiskens tilpasning.

- Deres geleagtige struktur betyder, at de er perfekt tilpasset til at leve under voldsomt pres, og faktisk er det hårdeste i deres krop knoglerne i deres indre øre, der giver dem balance, og deres tænder, siger han og fortsætter:

- Uden det ekstreme tryk og kulden til at understøtte deres krop er de ekstremt skrøbelige og smelter hurtigt, hvis de bliver taget med op til overfladen.

Sneglefisken blev fundet i den såkaldte Atacamagrav i Stillehavet, der er 2000 kilometer lang, op til 8056 meter dyb og løber langs Chiles kyst.

Stadig nye arter at opdage

Forskerholdet, der fandt de nye arter, består af 40 personer fra 17 forskellige lande og er altså ikke de første til at undersøge livet på Stillehavets bund. 

Sidste år gjorde en gruppe japanske forskere også et opsigtvækkende fund, da de opdagede en anden fisk i samme familie, der har øgenavnet snotfisken. Dengang i Marianergraven, der ligger mellem Asien og Australien.

Det blev af danske Peter Rask Møller, der er lektor på Statens Naturhistoriske Museum, betegnet som et vigtigt skridt i udforskningen af jordens mest ugæstfri egne.

Han har brugt det meste af sit arbejdsliv på at forske i dybhavet og mente, at der stadig var nye arter at opdage og spørgsmål at besvare om grænserne for livet. Det blev blot bekræftet af fundet af den blå, den pink og den lilla Atacama-sneglefisk.