Udland

Svensk politi undersøger trussel mod partileder

Vi halshugger dig, hvis du ikke trækker dig fra valget, inden ugen er slut, lyder det i trussel mod Åkesson.

Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, er ved at undersøge en mordtrussel mod lederen af Sverigedemokraterna, Jimmie Åkesson, og hans fireårige søn.

Det skriver Expressen.

Truslen indeholder den militante bevægelse Islamisk Stats symbol og har flere rækker tekst på arabisk, skriver den svenske netavis.

Kort om Jimmie Åkesson

Per Jimmie Åkesson blev født 17. maj 1979 og voksede op med sin mor i boligkompleks i Sölvesborg i Blekinge.  

Læste blandt andet filosofi, nationaløkonomi og statskundskab på universitetet i Lund. Han færdiggjorde dog aldrig sine studier.

Blev formand for Sverigedemokraterna i 2005, men var allerede i 1998 medlem af kommunalbestyrelsen i Sölvesborgs Kommune. 

Bor i Sölvesborg med konen Louise Erixon og deres fireårige søn.

Trusler mod fireårig søn

Ifølge brevet, der er skrevet på dårligt svensk, er partilederens dage talte.

- Hvis du tror, at nogle stemmer som kan give dig magten til at bestemme over os, der er tro over for ALLAH, så må du tro om! Vi vil halshugge dig, hvis du ikke har trukket dig fra valget, inden ugen er slut, lyder det i brevet.

Der er også en trussel om, at Åkessons fireårige søn, Nils, vil blive halshugget.

- Hvis du vælger at gemme dig med halen mellem benene, så får du den glæde at se, hvordan vi halshugger Nils, står der.

Ægthed af brev skal afklares

Sverigedemokraternas pressechef bekræfter over for Expressen, at Säpo er ved at efterforske sagen.

- Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, om dette er ægte, om det er noget der kommer fra terrorgruppen IS. Vi afventer lige nu Säpos bedømmelse, siger pressechefen, Henrik Vinge.

Expressen har også talt med pressechefen i sikkerhedspolitiet, Karl Melin: 

- Det vi kan sige er, at der pågår en forundersøgelse på grund af en anmeldelse, der vedrører ulovlige trusler mod en af de personer, vi beskytter, siger han.

Vil begrænse indvandringen

Sverigedemokraterna er gået til valg på at begrænse indvandringen til Sverige. Partiet er desuden kritisk over for islam.

Ifølge meningsmålingerne står partiet til at få omkring 20 procent af stemmerne ved valget på søndag.

Sverigedemokraterna har især appelleret til vælgere, der mener, at de andre partier har svigtet, efter der er kommet omkring 400.000 asylansøgere til Sverige siden 2012.