Nordkoreas leder inviterer Gérard Depardieu til fødselsdag – Tantholdt mødte ham i lufthavnen

16x9
Depardieu i Nordkorea Foto: Rasmus Tantholdt

Der er fint besøg fra hele verden, når Nordkorea på søndag fejrer 70-årsfødselsdag. Blandt gæsterne er en omstridt fransk skuespiller.

Han er nem at genkende. Den verdensberømte og kontroversielle franske skuespiller Gérard Depardieu. Den store næse, det lange hår og den kraftige figur.

Vi er ved at checke ind på flight JS152 fra Beijing til Pyongyang, da vi opdager, at den 69-årige franskmand er i gang med at checke ind ved skranken ved siden af. Vi hilser, og han fortæller til flere journalister, der skal med flyet, at han er inviteret til Nordkorea af landets leder, Kim Jong-un.

Han virker stolt.

Gérard Depardieu er tidligere blevet kritiseret for sit nære forhold til den russiske præsident, Vladimir Putin, og han er sågar blevet tildelt et russisk pas og har flyttet sin adresse fra Frankrig til byen Saransk i Mordovia i Rusland.

For godt en uge siden indledte fransk politi en undersøgelse af en sag, hvor Gérard Depardieu er under anklage for at have voldtaget en 22-årig fransk komiker og danser i sin lejlighed i Paris, hvor han gav hende undervisning. Kvinden har anmeldt ham til politiet for at have voldtaget hende den 7. og den 13. august.

Nu står han her. I lufthavnen i Beijing.

TV 2 mødte Gérard Depardieu i lufthavnen
TV 2 mødte Gérard Depardieu i lufthavnen Foto: Rasmus Tantholdt / Rasmus Tantholdt

Han har en række franske oppassere med, og de placerer den dårligt gående Gérard Depardieu i en kørestol og kører ham ud mod flyet. 

- We made it, siger han til TV 2-fotograf Anders Bach og klapper ham på skulderen, da check-in er veloverstået, og vi følges ad mod security-området.

Folk fra hele verden fejrer Nordkoreas fødselsdag

Den 9. september fejrer Nordkorea 70-årsdagen for landets stiftelse i 1948.

Det sker blandt andet i form af en kæmpe militærparade i hovedstaden Pyongyang. 9000 udenlandske gæster og 130 mediefolk er inviteret. Ombord på det propfulde russiskproducerede Tupolev-fly er masser af afrikanske diplomater og folk fra hele verden, der sympatiserer med det nordkoreanske styre.

Da vi lander, kan vi gennem flyruden se, at den røde løber er rullet ud for den syriske delegation, der netop er ankommet med et andet fly.

Gérard Depardieu rejser sig fra sit gangsæde på økonomiklassen lige foran os. Endnu engang siger han venligt ja til passagerer, der vil tage selfies med ham. Vi forlader flyet, og Gérard Depardieu bliver igen placeret i en kørestol og springer over køen til paskontrollen.

- Skal du mødes med Kim Jong-un? spørger en svensk journalist.

- Ja, det er jo ham, der har inviteret mig, siger skuespilleren og ruller væk.