Udland

Nye afsløringer er et problem for Trump, mener analytiker: - Nu går klapjagten ind

En anonym medarbejder har skrevet en voldsom kronik, der tegner et billede af kaos i Det Hvide Hus.

Da New York Times onsdag udgav en kronik skrevet af en anonym medarbejder i Det Hvide Hus, smed de en bombe ind under Donald Trumps præsidentembede.

Den svidende kronik tegner et billede af kaos i Det Hvide Hus og afslører, at medarbejdere tæt på præsidenten aktivt modarbejder deres chef, da de ikke mener, han er i stand til at udføre det arbejde, som amerikanerne har valgt ham til.

Det mener Anders Agner, der er redaktør på kongressen.com.

- Lækagerne bliver ved med at fosse ud af Det Hvide Hus, og det har været et problem for Trump, siden han blev indsat som præsident. Han har gjort meget for at stoppe det, men det er ikke sket, siger Anders Agner.  

Klapjagt i Det Hvide Hus

Det samme mener TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

- Det er et stort problem for Trump, at en anonym medarbejder afslører, hvor enorme frustrationer der er i Det Hvide Hus, siger han til TV 2.

- Men netop det, at personen bag kritikken er anonym, gør, at Trump kan affeje anklagerne som fabrikeret af personer, der vil af med ham, forklarer han.

Og torsdag morgen dansk tid ser det også ud, som om USA's præsident allerede har sat gang i en klapjagt i Det Hvide Hus.

- Jeg dræner sumpen, og sumpen forsøger at kæmpe imod. Men bare rolig, vi vinder! skriver han på sin private Twitter-profil.

Analytiker: Anonym kronikør skader sin sag

Den retorik anvendte Trump gentagne gange under valgkampen, hvor han lovede at rydde op i Washington, som han mener er fyldt med brodne kar blandt de mange politikere og medarbejdere i administrationen.

Og det er netop problemet med kronikken.

- Den anonyme medarbejder har gjort det med hjertet på rette sted, og det er et vigtigt bidrag til debatten, men det gavner ikke sagen, mener Mirco Reimer-Elster.

Det havde omvendt givet substans til debatten om Trumps evner som præsident, hvis vedkommende var stået frem med navn.

Da ville det have været svært at affeje de svidende kommentarer om præsidentens "utilregnelige" og "amoralske" adfærd som fabrikeret af politiske modstandere - eller af avisen selv, som Trump sagde onsdag.

- I steder har vedkommende skabt frit lejde for, at Trump kan fyre dem, han ønsker, siger USA-analytikeren til TV 2.

Se Trumps reaktion på kronikken i New York Times her:

I en anonym kronik skriver en angivelig topmedarbejder i Det Hvide Hus, at staben aktivt modarbejder den amerikanske præsident.

Anerkendt journalist bag samme anklager

Den voldsomme kritik fra den anonyme embedsmand underbygger flere påstande, som er kommet frem i en ny bog om Trump, der er skrevet af Washington Post-journalisten Bob Woodward.

Den samme journalist, der i starten af 1970'erne var med til at afsløre Watergateskandalen, som fik Richard Nixon til - som den eneste amerikanske præsident nogensinde - at forlade posten i utide, da han stod over for en rigsretssag. 

Uddrag af Bob Woodwards bog 'Frygt: Trump i Det Hvide Hus' ramte for et par dage siden de amerikanske medier som en bombe. I den kan man blandt andet læse, at den amerikanske præsidents temperament er lunefuldt og stærkt svingende.

Pointer, der går igen i den usædvanlige kronik.

Den amerikanske journalist Bob Woodward optager sine interviews på bånd. Også dem med anonyme kilder.

Sådan kan en præsident afsættes uden rigsretssag

* Den 25. tilføjelse blev skrevet ind i forfatningen i 1967. Formålet var at indføre en klar proces for, hvem der skulle overtage præsidentskabet, i tilfælde af at en præsident bliver midlertidigt eller permanent invalideret eller på anden måde ude af stand til at varetage sine opgaver.

* Tilføjelsen gør det muligt for en vicepræsident og et flertal af ministrene at afsætte en præsident midlertidigt.

* Hvis vicepræsidenten skal sidde valgperioden ud, kræver det opbakning fra to tredjedele i begge Kongressens kamre. I Trumps tilfælde ville det kræve, at partifæller skulle stemme imod ham. 

CNN's bud: Her er de 13 højtstående medarbejdere, der kan stå bag

Flere amerikanske medier spekulerer allerede i, hvem den anonyme medarbejder er.

CNN har fundet frem til 13 medarbejdere, der på grund af deres placering i Det Hvide Hus kan have skrevet den stærkt Trump-kritiske kronik. Om de så alle har et sandsynligt motiv, er en helt anden sag.

Blandt dem er justitsminister Jeff Sessions, som Donald Trump ofte langer ud efter på Twitter, hvor han forsøger at presse Sessions til at standse Robert Muellers undersøgelse af ham.

Derudover er forsvarsminister James Mattis, præsidentens rådgiver Kellyanne Conway og endda præsidentens kone, Melania Trump, med i bunken af personer på centrale poster i Trumps liv og politiske administration.