Udland

Anonym topkilde i Det Hvide Hus udleverer Trump - præsidenten kræver 'landsforræder' afsløret

I New York Times skriver en højtstående medarbejder, at der blandt staben i Det Hvide Hus snakkes om at afsætte Trump, fordi han er ustabil.

Medarbejdere i toppen af Donald Trumps administration er så foruroligede over præsidentens "utilregnelige" og "amoralske" adfærd, at de aktivt arbejder på at undergrave ham.

Det skriver en anonym, højtstående embedsmand i administrationen i en kronik i The New York Times onsdag.

Anonym kronikør: - Jeg er en af dem

Det var den anonyme medarbejder selv, der henvendte sig til avisen for flere dage siden, forklarer redaktøren for The New York Times' debatsider, Jim Dao, til CNN.

Avisen påpeger, at det er usædvanligt at publicere en anonym kronik, men at det sker for at beskytte vedkommendes identitet, og fordi vedkommende kan risikere at miste sit job.

- Dilemmaet, som præsident Trump ikke fuldt ud forstår, er, at mange højtstående embedsmænd i hans administration arbejder hårdt på at undergrave hans dagsorden, skriver den anonyme embedsmand.

- Jeg ved det, fordi jeg er en af dem, tilføjer han.

Overvejer at afsætte Trump

Embedsmanden beskriver et "tosporet" præsidentskab. For når Trump siger én ting, gør hans medarbejdere bevidst en anden ting.

Den anonyme forfatter hævder også, at der i administrationen er hvisken i krogene om at udløse den 25. tilføjelse til forfatningen. Den siger, at en præsident kan afsættes af sine ministre, hvis han skønnes uegnet til at varetage sine forpligtelser i embedet. I sådan et tilfælde overtager vicepræsidenten.

Sådan kan en præsident afsættes uden rigsretssag

* Den 25. tilføjelse blev skrevet ind i forfatningen i 1967. Formålet var at indføre en klar proces for, hvem der skulle overtage præsidentskabet, i tilfælde af at en præsident bliver midlertidigt eller permanent invalideret eller på anden måde ude af stand til at varetage sine opgaver.

* Tilføjelsen gør det muligt for en vicepræsident og et flertal af ministrene at afsætte en præsident midlertidigt.

* Hvis vicepræsidenten skal sidde valgperioden ud, kræver det opbakning fra to tredjedele i begge Kongressens kamre. I Trumps tilfælde ville det kræve, at partifæller skulle stemme imod ham. 

Men Trump fejede straks kritikken af banen foran rullende kameraer.

- Husk dette om New York Times: Da jeg vandt valget, blev de tvunget til at bede om en undskyldning, sagde Donald Trump.

- De måtte også skrive et brev, hvori de beklagede, at de havde dækket valget fejlagtigt. En anonym kronik er lig med en fejlagtig kronik.

I en anonym kronik skriver en angivelig topmedarbejder i Det Hvide Hus, at staben aktivt modarbejder den amerikanske præsident.

Anonym kronikør trues med alvorlige anklager

Begrundelsen for den anonyme kronik er ifølge den anonyme embedsmand "ustabilitet", som medarbejdere har observeret.

I kølvandet på den belastende kronik skrev Donald Trump sent onsdag aften dansk tid på Twitter ét enkelt ord i blokbogstaver.

- Landsforræderi?

At anvende netop det ord er ellers farligt for præsident Trump.

- Det er præcis det, mange amerikanere mener, at han måske er skyldig i, nemlig at forråde sit eget land ved, at han eller hans valgkampagne har samarbejdet med russerne, siger Jesper Steinmetz, der er TV 2s korrespondent i USA.

Det er det, som den særlige anklager Robert Mueller er i gang med at undersøge.

Og mindre end to timer senere fortsatte Trump sine trusler og forlangte, at avisen udleverer den anonyme skribent.

- Eksisterer denne såkaldte "højtstående administrationsmedarbejder" virkelig, eller er det den fejlende New York Times, der har brugt endnu en falsk kilde? skrev han.

- Hvis denne feje, anonyme person rent faktisk eksisterer, så må The Times (The New York Times, red.) - for nationens sikkerheds skyld - udlevere ham/hende til regeringen med det samme!

Sarah Sanders: Forfatteren er en kujon

I en erklæring kalder talsmand for Det Hvide Hus Sarah Sanders forfatteren til kronikken "en kujon" og kræver, at vedkommende træder tilbage.

Kronikken kommer, dagen efter at uddrag fra en ny, afslørende bog om Trump ramte medierne.

Bogen 'Frygt: Trump i Det Hvide Hus' er skrevet af Washington Post-journalisten Bob Woodward, og i den kan man blandt andet læse, at den amerikanske præsidents temperament er lunefuldt og stærkt svingende.

Kronikken fra den anonyme embedsmand underbygger flere af bogens påstande.

Med Jesper Steinmetz' ord er det, der sker i disse dage, "bizart" - selv for en garvet USA-korrespondent.

- At man har en anonym medarbejder, som skriver i New York Times: "Prøv at høre, Amerika. Vi forsøger at beskytte vores land, for vi er godt klar over, at vi har en præsident, som ikke er i stand til det", siger Jesper Steinmetz.

CNN's bud: Her er de 13 højtstående medarbejdere, der kan stå bag

Flere amerikanske medier spekulerer allerede i, hvem den anonyme medarbejder er.

Det eneste spor gemte sig i et tweet fra New York Times, hvor avisen kom til at omtale medarbejderen som "han".

Men senere lød det fra en talsmand, at det var en fejl, og at medarbejderen bag tweetet ikke kender kronikørens identitet.

Men trods det har CNN fundet frem til 13 medarbejdere, der på grund af deres placering i Det Hvide Hus kan have skrevet den stærkt Trump-kritiske kronik.

Blandt dem er justitsminister Jeff Sessions, som Donald Trump ofte langer ud efter på Twitter, hvor han forsøger at presse Sessions til at standse Robert Muellers undersøgelse af ham.

Derudover er forsvarsminister James Mattis, præsidentens rådgiver Kellyanne Conway og endda præsidentens kone, Melania Trump med i bunken af personer på centrale poster i Trumps liv og politiske administration.