Udland

KOMMENTAR: Endnu en bog kommer med afsløringer om Trump – men er verden blevet immun?

Sparsom dækning af ny vigtig bog er tegn på en bekymrende mætning, som Trump lukrerer på.

Medarbejdere der gemmer papirer væk af frygt for chefens manglende dømmekraft. En stabssekretær der ifølge eget udsagn bruger en stor del af sin arbejdstid på at distrahere chefen fra at eksekvere katastrofale ideer. En højtstående medarbejder der kalder sin øverstkommanderende for ”en forbandet idiot”. En stabschef der beskriver sit arbejde som ”det værste job, jeg nogensinde har haft” og anser sin boss for at være ”sindsforvirret”. Kort sagt en arbejdsplads hvor medarbejderne regelmæssigt begår ”intet mindre end et administrativt statskup”.

Velkommen til Donald Trumps Hvide Hus beskrevet af veteranjournalisten Bob Woodward i en ny bog.

Det er selvfølgelig for tidligt at fælde en endelig dom over Woodwards nye bog 'Fear: Trump in The White House', der udkommer 11. september. Mere om selve værket som helhed derfor til den tid. Her og nu vil jeg hellere dvæle lidt ved de (sparsomme) reaktioner i den danske mediebranche, som bogen indtil videre har affødt.

Et par artikler der opsummerer centrale citater fra bogen, en rekapitulation af den amerikanske dækning og de klassiske Ritzau og Reuters telegrammer. That`s it.

En skræmmende tanke

Jeg må indrømme, at det kommer bag på mig, hvor lidt opmærksomhed de første uddrag fra bogen har fået tilsneget sig i Danmark.

Der er tale om en yderst relevant historie, skrevet af en forfatter med høj autoritet. Det er historien om en regeringsleder, der af nogle af sine nærmeste medarbejdere åbenbart bliver beskrevet som værende uvidende, uforudsigelig og uinteresseret i at tilegne sig den nødvendige viden til at kunne eksekvere jobbet som leder af verdens mest magtfulde nation på en måde, der ikke sætter nationens sikkerhed på spil. Lederen af en nation, som Danmark er tæt allieret med og ofte drager i krig sammen med.

Tænk hvis denne beskrivelse af verdens mægtigste mand rammer plet. Det vil ikke være en særlig betryggende tanke, ville det?

Alligevel har dækningen været sparsom og overfladisk indtil videre. Måske er det, fordi medierne faktisk vil vente, indtil de selv har fået fat i bogen? Måske. Men jeg tror ikke, at det er hele forklaringen.

Michael Wolff-effekten

Jeg vil vove den påstand, at den sparsomme og overfladiske dækning er et resultat af det, man kan kalde for ”Michael Wolff-effekten”. Et udtryk for en mætning, som spiller Donald Trump i kortene.

Den trofaste læser vil nok huske, at tabloidjournalisten Michael Wolff i starten af året publicerede den første såkaldte insiderberetning fra Trumps Hvide Hus. Interessen for bogen 'Fire and Fury' var enorm, ja faktisk helt grotesk stor – også i Danmark. En interesse, der ikke stod i relation til det mildest talt tvivlsomme omdømme, som bogens forfatter havde. Interessen bundede nok primært i bogens hovedperson og endnu vigtigere: i forfatterens maleriske beskrivelser af, hvor slemt det står til i Det Hvide Hus. Wolffs funktion var kort sagt at bekræfte mange menneskers værste forestillinger om Donald Trump og hans præsidentskab.

Det er min påstand, at denne alt for voldsomme dækning i forbindelse med Wolffs bog har været medvirkende til, at andre mere relevante publikationer sidenhen ikke har pådraget sig lige så meget opmærksomhed. Her kan man for eksempel nævne den tidligere FBI-chef James Comeys bog 'A Higher Loyality', der udkom i april. Den hørte vi ikke meget til.

Ligeledes er der ikke kun tale om publikationer i form af bøger, men en generel mæthed og deraf følgende underprioritering af begivenheder, der under enhver anden amerikansk præsident nok havde været en kæmpe historie. Med rette, i øvrigt. På denne måde spiller medierne ironisk nok præsident Trump i hænderne ved at normalisere realityviseringen af amerikansk politik.

Woodward er ikke Wolff

Man kan frygte, at det samme også kommer til at gøre sig gældende i forbindelse med publikationen af Woodwards insiderberetning i næste uge. At det kun bliver en flok nørder, der kommer til at beskæftige sig med bogens indhold.

I så fald står vi tilbage i en paradoksal situation. For modsat Wolff er Woodward faktisk anerkendt for sit journalistiske virke. Sammen med journalisten Carl Bernstein afslørede han Watergateskandalen i 1970'erne og har sidenhen skrevet en række anmelderroste insiderberetninger om beslutningsprocessen i amerikanske administrationer.

Bob Woodward er med andre ord modstykket til Michael Wolff. Det eneste, de to forfattere har tilfælles, er at de begår sig i samme disciplin. Men indenfor denne disciplin ligger de lige så langt fra hinanden som det danske fodboldlandshold og den flok divisionsspillere, der for en kort stund er nødsaget til at repræsentere de danske farver i Bratislava i aften.

Bob Woodward er journalismens pendant til Christian Eriksen, mens Michael Wolffs troværdighedsniveau bevæger sig i de samme lavere rækker, som mange af de nødudtagne landsholdsspillere til dagligt begår sig i. Det er der ikke noget galt i – selv kom jeg aldrig udover serie 4 niveau - men journalister burde kunne skille skidt fra kanel og indrette dækningen derefter.

Desværre kan man godt frygte, at vi har vænnet os til realityviseringen af verdens mægtigste embede, og at det derfor bliver Michael Wolff og ikke Bob Woodward, der får lov til at definere vores forståelse af livet i Trumps Hvide Hus.

Jeg håber, at jeg tager fejl.